Ansøgning om støtte til Præsentation af FDF K25s Skotlandssommerlejr 2014
Indstilling og beslutning
1. at Lokaludvalget beslutter enten at bevilge 4.000 til Præsentation af FDF 25s Skotlandssommerlejr eller at følge indstillingen fra Børn-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget og giver afslag på støtte.
Problemstilling
FDF K25 Brønshøj søger støtte til dokumentation og præsentation af deres deltagelse i en sommerlejr i Skotland i 2014. Støtten søges til indkøb af kamera, udstyr samt fotoplancher. I forbindelse med præsentationen afholdes en fernisering, hvor interesserede borgere kan komme og se dokumentationen af turen. Til ferniseringen vil der være let forplejning, som der også søges støtte til. Præsentationen har bl.a. til formål at øge opmærksomhed omkring FDFs aktiviteter i bydelen.
Ansøgt beløb: 10.000 kr.
Forventede udgifter
Materialer: 9.000 kr.
Forplejning: 1.000 kr.
Projektet har medfinansiering i form af frivilligt arbejde, som i ansøgningen anslås at have en værdi af 4000 kr.
Præsentationen afholdes i Sognecenteret i Brønshøj i løbet af efteråret, og ansøger forventer 50-200 deltagere. Der reklameres for arrangementet Kirkebladet og om muligt med en artikel i lokalavisen.Ansøgningen har været behandlet i Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget, der indstiller til afslag med den begrundelse, at arrangementet har karakter af et lukket arrangement der kun har begrænset interesse for andre borgere i bydelen end medlemmer og pårørende til FDF’ere. Desuden er det formidling af en lukket oplevelse uden for bydelen og anses ikke for i tilstrækkelig grad at være netværksdannende.
Forretningsudvalget har også drøftet ansøgningen og indstiller til delvis støtte med den bemærkning nævnt under 'løsning'.
Løsning
A: Projektet bevilges delvis støtte på 4.000 kr. Støtten øremærkes plancher og forplejning. Der gives ikke støtte til kamera, da udgiften vurderes at være for høj set i relation til projektets netværksskabende effekt. Det forventes at FDF kan bruge fotos taget med telefon eller egne kameraer til formidlingsprojektet.
eller
B: Der gives afslag på støtte. Begrundelsen er, at arrangementet henvender sig til en relativt lukket målgruppe og dermed har begrænset netværksskabende effekt for bydelen.
Økonomi
Beslutning
Beslutningen blev truffet ved afstemning idet 11 stemte for (Erik Fisker, Lis Søkvist, Hans S. Christensen, Palle Lolk, , Jesper Ravn Nielsen, Kirsten Møller, Hannebeth B. Christensen og Peter Nejsum, Ernst E. Sørensen og Jakob Dabrowski, og Jørgen Frederiksen). Imod stemte syv (Laust Andersen, Fadel Juanmiry, Janni Nielsen, Hans Bo Larsen, Anders Pedersen, Lars Søndergaard og Tareq Abdul Rahman). Ingen undlod at stemme
Morten D. Andersen var inhabil. Hani Qassim deltog ikke i behandlingen af dette punkt.