Ansøgning om støtte til "EMBRACING THE ROOT"
Indstilling
Formanden indstiller,
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg træffer beslutning om at støtte projektet "EMBRACING THE ROOT" med 15.000 kr.
Problemstilling
Tid, sted og indhold
En lokal borger fra Teaterforeningen Transformation søger støtte til at skabe en moderne opera, som skal opføres i Brønshøj Vandtårn. Musik er hovedkraften i forestillingen "Embracing the Root" i samspil med videnskab, tekst, animation, dukker, dans og interaktion med publikum. Forestillingen skal udvikles gennem workshops, visninger m.m. i løbet af 2022. Det er dette forløb, der søges støtte til. Den færdige forestilling opføres efter planen i USA og i Brønshøj Vandtårn i efteråret 2023.
Processen med at skabe forestillingen rummer en række aktiviteter. Ud over interne workshops med de medvirkende kunstnere består projektet af en række offentlige aktiviteter, som afholdes i Kulturhuset Pilegårdens lokaler, herunder saloner med danske forskere, åbne workshops med dukkeførere og en danser samt 3-5 visninger af forestillingsmaterialet i Brønshøj Vandtårn i perioden 16.-20. juni 2022.
Målgruppe, samarbejdspartnere og annoncering
Aktiviteterne er målrettet unge, voksne og ældre. Ansøger forventer 150 deltagere til saloner, 60 deltagere til workshops og 350 publikummer til forestillingerne. Der er entrébetaling på ca. 60 kr. til forestillingerne.
Forestillingen udvikles i partnerskab med Brønshøj Vandtårn, der stiller lokaler gratis til rådighed.
Der reklameres for aktiviteterne via ansøger og de medvirkende kunstneres hjemmesider, sociale medier og netværk, samt via Brønshøj Vandtårns kommunikationskanaler. Desuden kontaktes lokale medier med henblik på omtale.
Budgetoverblik
Ansøgt beløb: 30.600 kr.
Forventede udgifter: 336.000 kr.
Forventede indtægter: 295.400 kr.
Projektet rummer udgifter til kunstnerhonorarer, transport og logi, scenografi, PR, leje af udstyr m.m. Indtægter stammer fra billetindtægter og fondssøgning (Ansøgt: Slots- og Kulturstyrelsen, Dansk Komponistforening, KODA og DPA (Professionelle Sangskrivere og producere)). Brønshøj Vandtårn stiller lokaler til rådighed i forbindelse med workshops, prøver og visninger af forestillingen. Ansøger og de andre medvirkende kunstnere bidrager med frivilligtimer bl.a. til forarbejdet på projektet.
Sekretariatets bemærkninger
Sekretariatet har opfordret ansøger til at få Brønshøj Vandtårn til at sende en samarbejdserklæring, hvor Brønshøj Vandtårns rolle i projektet uddybes. Samarbejdserklæringen kan ses i bilag til ansøgningen. Sekretariatet har desuden fået ansøger til at uddybe ansøgningens beskrivelse af, hvordan aktiviteterne kommunikeres ud til bydelens borgere (se under "Målgruppe, samarbejde og annoncering")
Løsning
Ansøgningen har været behandlet i Kulturudvalget der indstiller projektet til støtte som ansøgt.
Forretningsudvalget indstiller projektet til delvis støtte på 15.000 kr. Den delvise støtte skyldes en generel økonomisk prioritering af lokaludvalgets tilbageværende midler.
Hvis lokaludvalget beslutter at give tilsagn om støtte til ansøgningen på 25.000 kr. eller derover, skal lokaludvalget vælge et medlem, der kan følge projektet, jf. lokaludvalgets beslutning på lokaludvalgsmødet den 23. januar 2020.