Mødedato: 24.01.2013, kl. 18:30
Mødested: Kulturhuset Pilegården, Brønshøjvej 17B, 2700 Brønshøj

Ansøgning om støtte til Ice for Kids fra Brønshøj Bibliotek og Pilegården

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller til Brønshøj-Husum Lokaludvalg,

1.      at Lokaludvalget følger indstillingen fra Kulturudvalget og bevilger 15.500 kr. til Kids on Ice fra puljemidlerne

Problemstilling

Brønshøj Bibliotek søger i samarbejde med Kulturhuset Pilegården og Rytterskoleudvalget støtte til at gennemføre ”Ice For Kids” - isskulptur-event på pladsen foran Rytter-skolen, hvor børn kan hugge isskulpturer i store isblokke under kyndig vejledning af billedhugger Søren Cip Nielsen. Aktiviteten er for børn i alderen 6 - 10 år ifølge med en voksen. Der opstilles et telt i tilfælde af dårligt vejr, og Kalles Kaffecykel uddeler varme drikke til at lune sig på under arbejdet. Der vil være fire sessioner á fire timers varighed.

Ansøgt beløb: 20.500 kr.

Forventede udgifter
Honorar til Søren Cip Nielsen incl. Transport 10.500 kr.
Leje af telt 5.000 kr.
Leje af KallesKaffeCykel 5.000 kr.
I alt 20.500 kr.

”Ice For Kids – isskulptur-event på Brønshøj Torv” afholdes onsdag d. 13. februar 2013 som del af et større projekt, der løber i uge 7 (vinterferien) og uge 8. Det finder sted på pladsen foran Rytterskolen på Brønshøj Torv. Arrangementets målgruppe er børn fra 6 år - børn mellem 6 og 10 år skal være sammen med en voksen. Forventet antal deltagere er ca. 90 til isskulptur-eventen samt besøg af børn/forældre, børnehaver og skoleklasser m.v. i forbindelse med de øvrige aktiviteter i uge 7 og 8. Annoncering foregår via et fælles vinterferieprogram for alle kulturinstitutioner i København – en trykt udgave uddeles til daginstitutioner og skoler, på biblioteker m.v. Der oprettes også en hjemmeside med vinterferietilbuddene. Omtale på bibliotekets og kulturhusets hjemmeside og i lokalaviserne.

Ansøgningen har været til behandling i Kulturudvalget, som indstiller til støtte på 15.500 kr. fordi man ikke ser det er nødvendigt at bestille Kalles Kaffe.

Løsning

Projektet bevilges støtte på 15.500 kr. Der gives ikke støtte til posten "Kalles Kaffe", idet den del af projektet ikke vurderes at være nødvendig.

Økonomi

Der er af Borgerrepræsentationen bevilget 1.698.000 kr. til Brønshøj-Husum Lokaludvalg i puljemidler i 2013.

Puljen gives til tværgående bydelsrelaterede, dialogskabende og netværksdannende aktiviteter for borgere og brugere i bydelen.

Lokaludvalget har besluttet en opdeling af puljen i en intern pulje (borgerinddragelse, synlighed, centrale aktiviteter og Lokaludvalgets egne projekter) på 875.000 kr. og en ekstern pulje (kan søges af lokale foreninger og aktører) på 823.000 kr.

Beslutning

Ida Sloth Bonnevie var inhabil.

Der gives delvis støtte på 15.500 kr. Der gives ikke støtte til Kalles Kaffe.
Til top