Drøftelse af uddeling af priser
Tidligere beslutninger
Indstilling
Forpersonen indstiller,
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg tager en generel drøftelse af priser.
Problemstilling
Brønshøj-Husum Lokaludvalg har taget initiativ til uddeling af to priser; Bydelsprisen og Idrætspriserne. Dertil bemærker sekretariatet, at EnergiCenter Voldparken også har taget initiativ til at uddele en årlig frivilligpris.
Lokaludvalgets årlige bydelspris
Brønshøj-Husum Lokaludvalg har i en årrække uddelt en bydelspris.
Bydelsprisen er på 10.000 kr. og kan tildeles grupper, foreninger, institutioner, forretninger og enkeltpersoner, der har gjort en særlig indsats for at skabe en levende udvikling i Brønshøj-Husum og dermed bidraget til at gøre vores bydel til et attraktivt sted at bo, handle og leve i.
Alle kan indstille kandidater til bydelsprisen, som indstiller synes, har gjort noget helt særligt for Brønshøj, Husum, Bellahøj og Tingbjerg.
Kriterier
Prismodtagere, som kan komme i betragtning, har:
- Ydet en særlig indsats for at fremme udviklingen af et godt og levende miljø for borgerne i Brønshøj-Husum.
- Taget initiativer og virket som igangsætter og inspirator for fornyelsen og udviklingen af handelsstrøgene, torve, parker, volde, moser, boligområder, skoler, institutioner, det sociale eller kulturelle liv og dermed gjort Brønshøj-Husum kendt som en attraktiv bydel.
- Udvist mod og nytænkning.
Modtagere af bydelsprisen i perioden 2023-2018
2023: Rollespilsfabrikken
2022: Jesper Ravn, for arbejdet med ’En sommerdag på Bellahøj’.
2021: Michael Petersen, der har tegnet illustrationerne af dyrelivet i Utterslev Mose.
2020: Tre lokale spejdergrupper
2019: Marco Damgaard, skoleleder på Tingbjerg Skole.
2018: Rikke Milbak, for indsatsen for bynatur, naturområder og natur i private haver.
Tidligere modtagere af Bydelsprisen/Kulturprisen kan ses her: Bydelspris og Kulturprisen – Brønshøj-Husum lokaludvalg (kk.dk)
Indstillinger til Bydelsprisen
I 2023 modtog lokaludvalget indstillinger fra 27 forskellige personer.
I 2022 modtog lokaludvalget indstillinger fra 34 forskellige personer.
Lokaludvalgets idrætspriser
Brønshøj-Husum Lokaludvalg overtog Idrætspriserne fra det nu nedlagte Brønshøj Husum Forenede Sportsklubber - og uddelte priserne for første gang i 2022. Der uddeles to priser: Idrætsprisen og Lederprisen.
Prisuddelingen finder i år sted i Kulturcaféen på EnergiCenter Voldparken onsdag den 6. december 2023. Prisuddelingen afholdes som et netværksskabende arrangement for idrætslivet og for hele bydelen.
Formålet med at uddele Idrætspriserne er at styrke netværksdannelsen til og imellem idrætsforeningerne i bydelen. Alle idrætsforeninger, der har idrætsaktiviteter i Bellahøj, Brønshøj, Husum eller Tingbjerg (inkl. Rådvadsvej, Genforeningspladsen og Grøndalscenteret), inviteres til at indstille personer til prisen samt til at deltage på et netværksmøde, hvor de fremmødte foreninger beslutter, hvem der skal have priserne. Netværksmødet nominerer tre prismodtagere i hver kategori, som hædres til prisuddelingen og modtager et mindre pengebeløb.
Kriterier
Idrætsprisen gives til en person, et hold eller en anden organiseret gruppe af idrætsudøvere, for en bemærkelsesværdig idrætspræstation i 2023.
Lederprisen gives til en person eller en gruppe af ledere eller trænere, som har gjort en bemærkelsesværdig indsats.
Modtagere af Idrætspriserne
Idrætsprisen 2022
1. Brønshøj Boldklubs U14 Piger talent (fodbold)
2. B1960’s førstehold (fodbold)
3. Krumspring som forening (gymnastik)
Lederprisen 2022
1. Amina Poulsen, Safa Mohammed, Shaima Ahmad og Noor Mohammed (trænerholdet i SheZone) (svømning)
2. Aid Sarcevic (ungdomstræner i Boldklubben Fix) (fodbold)
3. Allan Juhl Jensen (formand i IF Stadion) (håndbold)
Indstillinger til Idrætspriserne
Pr. 10. november 2023 er der kommet indstillinger fra 5 personer til Idrætsprisen og fra 10 personer til Lederprisen.
I 2022 kom der indstillinger fra 6 personer til Idrætsprisen og fra 9 personer til Lederprisen.
EnergiCenter Voldparken og de boligsociale helhedsplaners Frivilligpris
I forbindelse med frivillig fredag i efteråret har EnergiCenter Voldparken og de boligsociale helhedsplaner i Tingbjerg/Utterslevhuse samt 'Husum for alle' i Husum Nord, taget initiativ til at uddele en årlig frivilligpris.
Alle i bydelen kan nominere. Derefter kan alle stemme på Årets Frivillig på EnergiCenter Voldparkens facebookside.
Der er derefter prisoverrækkelse på EnergiCenter Voldparken på den årlige landsdækkende 'Frivillig Fredag'. Prisen har været uddelt i 2022 og 2023 og prismodtageren modtager en gavekort.
Løsning
Forretningsudvalget har drøftet priserne.
Forretningsudvalget mener ikke, at lokaludvalget skal uddele flere priser og har drøftet forskellene på kriterierne for hhv. Bydelsprisen og Idrætspriserne. Forretningsudvalget mener, at Bydelsprisen kan uddeles til alle, mens Idrætspriserne udelukkende kan uddeles til organiseret idræt. Forretningsudvalget har drøftet, at Idrætspriserne styrker kontakten og netværket imellem lokaludvalget og idrætsforeningerne, mens Bydelsprisen skaber synlighed om lokaludvalget.
Dertil har Forretningsudvalget drøftet, at lokaludvalget kan overveje at afsætte flere midler til Bydelsprisen, så overrækkelsen gøres mere festlig og skaber gode vilkår for netværksdannelse - som med overrækkelsen af Idrætspriserne. De sidste to har har sekretariatet planlagt overrækkelsen af Bydelsprisen i forbindelse med et arrangement, som lokaludvalget stod for eller var engageret i; Kulturtræf og Mosetræf.
Afslutningsvist har Forretningsudvalget drøftet, at EnergiCenter Voldparken og de boligsociale helhedsplaners Frivilligpris tilsyneladende har samme kriterier som Bydelsprisen.
Økonomi
Der er udgifter til Bydelsprisen for 11.300 kr., afholdt af lokaludvalget. Heraf går de 10.000 kr. til prismodtageren.
Der er udgifter til Idrætspriserne for 40.000 kr., afholdt af lokaludvalget. Det skyldes, at Idrætspriserne uddeles i forbindelse med et netværksdannende arrangement. 12.000 kr. går til de 6 nominerede/prismodtagere.
Beslutning
Lokaludvalget drøftelse af priser, herunder at lokaludvalget ikke skal uddele flere priser og at uddeling af Bydelsprisen kan festliggøres og i højere grad fremme netværksdannelse ved selve prisoverrækkelsen.
Forpersonen opfordrede fagudvalgene til at drøfte lokaludvalgets priser.