Drøftelse af status på ungeinddragelsesprojekt om fritidstilbud til unge
Tidligere beslutninger
27-04-2023: Lokaludvalget besluttede at igangsætte indragelsesprojektet i samarbejde med Hørt Ungdom og bevilgede 60.000 kr.
21-09-2023: Eleverne fremførte deres idéer for lokaludvalget.
Indstilling
Forpersonen indstiller,
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg drøfter kataloget med idéer og anbefalinger til unges fritidsaktiviteter i Brønshøj-Husum.
Problemstilling
Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget igangsatte i 2023 en inddragelsesproces, hvor Afdelingen for Bæredygtig Udvikling i Børne- og Ungdomsforvaltningens indsats "Hørt Ungdom" faciliterede et forløb målrettet bydelens udskolingselever.
På tre workshops har i alt 15 elever på 7. og 8. årgang fra Korsager Skole, Husum Skole og Brønshøj Skole beskæftiget sig med følgende opgave: ”Hvordan udvikler man gode kultur- og fritidstilbud til teenagere i Brønshøj-Husum, så teenagere ikke skal tage til andre bydele for at opleve kultur og have spændende ting at lave i deres fritid? Hvad mangler der af kultur- og fritidstilbud i bydelen, og hvad er de unges behov?”.
På lokaludvalgsmødet den 21. september præsenterede nogle af eleverne deres anbefalinger til udvikling af unges fritidsliv i bydelen. Eleverne viste også tre egenproducerede film, som illustrerede idéerne. Filmene kan ses på lokaludvalgets hjemmeside.
Katalog med idéer og anbefalinger
Hørt Ungdom har nu samlet elevernes idéer i et lille katalog (se bilag). De fem idéer har følgende overskrifter:
- Mulighed for drop-in aktiviteter
- Udendørs samlingssteder
- Indendørs hængeudsteder
- Kulturelle events for vores aldersgruppe
- Mere viden om hvad der allerede er af fritidsmuligheder
Samarbejdet med Hørt Ungdom er afsluttet, men Hørt Ungdom opfordrer lokaludvalget til at give de medvirkende elever en skriftlig tilbagemelding på, hvordan lokaludvalget vil arbejde videre med idéerne.
Løsning
Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget opfordrer lokaludvalget til at drøfte resultaterne af inddragelsesprojektet samt hvilke idéer lokaludvalget kan arbejde videre med i 2024.
Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget har været i dialog med Mellemfolkeligt Samvirke (MS) om et muligt samarbejde i 2024 om unges faciliterede deltagelse i lokaludvalgets arbejde. Et eventuelt samarbejde kunne tage udgangspunkt i realisering af en eller flere idéer fra idékataloget. I samarbejde med MS kunne lokaludvalget etablere en arbejdsgruppe med medlemmer af lokaludvalget og lokale unge, hvor MS faciliterer de unges deltagelse. Arbejdsgruppen kan evt. også rumme andre lokale aktører/borgere. Arbejdsgruppen skal gerne arbejde med et konkret projekt, der er realiserbart på en kort bane, så de unge kan se relevansen af deltagelse. Projektet kan også fungere som forarbejde til realisering af de unges "store drømme", jf. idékataloget.
Forretningsudvalget har drøftet inddragelsesprojektet og foreslår, at lokaludvalget beder om feedback på forløbet fra de medvirkende folkeskoler, herunder om skolerne vil indgå i lignende projekter og fremadrettet samarbejde.
Økonomi
Denne indstilling har ingen økonomiske konsekvenser. Lokaludvalget afsatte i 2023 60.000 kr. til ungeinddragelsesprojektet/samarbejdet med Hørt Ungdom.
Videre proces
Efter lokaludvalgets drøftelse af idekataloget, laver Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget på vegne af lokaludvalget en tilbagemelding, som Hørt Ungdom videreformidler til skolerne, eleverne og deres forældre. Tilbagemeldingen kan bl.a. indeholde:
- Lokaludvalgets umiddelbare planer om at arbejde videre med idéer og anbefalinger
- Dialog med teknik- og miljøborgmesteren om udendørs opholdssteder for unge, herunder idéen om Islands Brygge ved mosen.
- Opfordring til at søge Kvikpuljen, evt. i samarbejde med kulturhuse, UngeVærker o.l.
Afhængigt af lokaludvalgets drøftelser vil Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget overveje at arbejde frem mod etablering af en arbejdsgruppe i 2024 til realisering af idéerne. Arbejdsgruppen skal have deltagelse af unge, og kan eventuelt organiseres i samarbejde med Mellemfolkeligt Samvirke.
Beslutning
Lokaludvalget drøftede kataloget med idéer og anbefalinger til unges fritidsaktiviteter i Brønshøj-Husum.
Forpersonen opfordrede til, at fagudvalgene drøfter, hvordan de kan være opmærksomme på at bruge erfaringerne i deres fremadrettede arbejde.