Ønsker til fremtidig arealanvendelse efter bycykler
Indstilling
Forpersonen indstiller,
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg godkender forpersonsbeslutning om at indsende høringssvar med ønsker til arealanvendelse efter bycykelstativ.
Problemstilling
Efter Bycyklens konkurs har Teknik- og Miljøforvaltningen fået til opgave at nedtage Bycyklens stativer og reetablere arealerne til oprindelig belægning. Denne opgave er igangsat og forventes færdig med årets udgang. Forvaltningen er samtidig i gang med at undersøge hvilke funktioner, der i fremtiden kunne komme på disse ledige arealer, eller om der overhovedet skal etableres noget nyt. Arealerne er forholdsvis små og de fremtidige funktioner kunne være bænke, cykelstativer, affaldsbeholdere, el-løbehjul, begrønning mm.
Se bilag for kort over Brønshøj-Husum. Her er et bycykelstativ på hjørnet af Frederikssundsvej og Brønshøjvej,
I forbindelse med afdækningen af forslag til den fremtidige anvendelse af arealerne har Teknik- og Miljøforvaltningen inddraget forvaltningens forskellige områder ved at høre hvilke konkrete arealer, de anser for relevante i forhold til de funktioner, de repræsenterer. Derudover afdækker forvaltningen, om der allerede findes finansiering til funktionerne i eksisterende puljer, eller om finansiering vil skulle findes ved kommende budgetforhandlinger.
Da Brønshøj-Husum Lokaludvalg har indgående kendskab til lokalområdets ønsker og behov, ønsker forvaltningen ligeledes lokaludvalgets input til, hvilke funktioner lokaludvalget mener kunne være relevante på lokationen. Lokaludvalgets tilbagemelding vil indgå i den samlede vurdering og vedlægges som bilag til indstillingen. Forvaltningens opgave er at foreslå en forskelligartede og fair fordeling af arealerne under hensyntagen til alle involverede parter. Det kan derfor ikke loves, at alles ønsker kan imødekommes.
Indstillingen til Teknik- og Miljøudvalget vil indeholde en anbefaling for en mulig fremtidig arealanvendelse. En realisering af tiltagene vil som nævnt kræve, at der afsættes midler til formålet enten ved finansiering fra en eksisterende pulje eller ved kommende budgetforhandlinger. Der frigives således ikke midler til anlæg af tiltagene med indstillingen.
Deadline for tilbagemelding af lokaludvalgets ønsker er tirsdag den. 14. november 2023. Sekretariatet har fået udsat fristen til dagen efter efter Forretningsudvalgets møde d. 15. november 2023.
Løsning
Kulturudvalget har drøftet sagen og foreslår, at der i stedet for bycykelstativ plantes buske.
Forretningsudvalget har drøftet sagen og foreslår, at der etableres gøglerstik samt adgang til vand, omkranset af buske mod Frederikssundsvej - i overensstemmelse med helhedsplan for Brønshøj Kulturakse.
Da der var kort høringsfrist inden lokaludvalgsmødet d. 23/11 har forpersonen godkendt høringssvaret. Sekretariatet har indsendt høringssvaret. Se bilag.
Af regulativets § 21, stk. 3, fremgår det, at forpersonen på lokaludvalgets vegne kan afgøre sager, som ikke tåler opsættelse eller ikke giver anledning til tvivl.
Videre proces
Forvaltningens undersøgelse vil resultere i en indstilling til Teknik- og Miljøudvalget ultimo 2023.