Mødedato: 23.10.2014, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65, 2700 Brønshøj. Foreningslokale 204, 2. sal

Ansøgning om støtte til Brønshøj Cup (2014)

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller til Brønshøj-Husum Lokaludvalg,

1. at Lokaludvalget bevilger 10.200 kr. til Brønshøj Cup.

Problemstilling

Sejaan Mahyeddine, der bor i Tingbjerg, ønsker at afholde en fodboldturnering for børn og unge på Tingbjerg Skole eller EnergiCenter Voldparken. Turneringen skal afholdes den 24. december 2014, juleaftensdag, da ansøger oplever, at mange børn og unge i lokalområdet savner noget at lave, da de ikke fejrer jul på traditionel måde, enten af familiære eller religiøse årsager.

Selve arrangementet er opdelt i to turneringer, en for de 8-13årige og en for de 13-18årige. Ansøger er uddannet træner fra UEFA/DBU og har erfaring med foreningsfodbold og afholdelse af turneringer.

Arrangementet er gratis og henvender sig til alle bydelens unge mellem 8 og18 år. Ansøger forventer 100 deltagere.


Ansøgt beløb: 24.200 kr.

Forventede udgifter: 24.200 kr.

Ansøger søger sponsorater fra forskellige lokale butikker og håber derved på ikke at få brug for hele den søgte støtte, men i stedet få sponsoreret præmier og lignende.

Turneringen arrangeres i samarbejde med den boligsociale helhedsplan Husum for Alle, som uddeler PR-materiale for arrangementet i lokalområdet. De 300 kr. som det koster Husum for Alle at få uddelt PR-materiale i lokalområdet er sat på som medfinansiering i budgettet.

Områdesekretariatet i Tingbjerg hjælper også med PR ved at trykke og uddeling af materiale, men ansøger skal dække de udgifter, der i forbindelse med al tryk og udsending, i alt 1.200 kr.

Ansøgningen har ikke været behandlet i noget fagudvalg, da Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget ikke har holdt møde i denne måned.

Forretningsudvalget har behandlet ansøgningen og indstiller til delvis støtte på 10.200 kr. idet udgiftposterne til forplejning, præmier, gavekort og t-shirts skønnes at være uforholdsmæssigt høje.

Løsning

Der gives delvis støtte på 10.200 kr. Begrundelsen for ikke at give den fulde støtte er, at udgiftposterne til forplejning, præmier, gavekort og t-shirts skønnes at være uforholdsmæssigt høje.

Økonomi

Pengene tages fra ekstern pulje.

Beslutning

Der gives delvis støtte på 10.200 kr. Begrundelsen for ikke at give den fulde støtte er en økonomisk prioritering af puljemidlerne, idet udgiftposterne til forplejning, præmier, gavekort og t-shirts skønnes at være uforholdsmæssigt høje.
Til top