Ansøgning om støtte til rollespillene Den tabte koloni (2014)
Indstilling og beslutning
1. at Lokaludvalget bevilger 31.000 kr. til rollespillene Den tabte koloni.
Problemstilling
Foreningen Rollespilsfabrikken søger opstartsstøtte til en række rollespil for børn på Vestvolden i Husum. Rollespillene skal foregå i en fremtidsverden, hvor de deltagende børn spiller kolonister på en fremmed planet. Det er planen, at rollespillene skal køre hver anden torsdag eftermiddag på ubestemt tid.
Arrangementerne er åbne for alle, men der kræves et deltagergebyr på 100 kr. for ikke-medlemmer og 60 kr. for medlemmer. Rollespillene henvender sig primært til børn og unge i alderen 12-18, men andre aldersgrupper er velkomne. Ansøger regner med 50 deltagere pr. gang i opstartsperioden. Første arrangement finder sted torsdag den 30. oktober 2014 i området omkring dobbeltkaponieren.
Ansøgt beløb: 31.000 kr.
Forventede udgifter: 80.000 kr.
Forventede indtægter: 22.500 kr.
Rollespilfabrikken betaler selv 26.500 kr. af projektet og leverer frivillig arbejdskraft svarende til 500+ frivillige arbejdstimer som minimum fra 15-20 voksne frivillige.
Sekretariatet har bedt ansøger uddybe, hvad de to store poster ’Materialer til produktion af udstyr’ og ’Indkøb af nyt udstyr’ dækker over. Ansøger har sendt følgende uddybning:
- Sci-Fi kostumer (som vi køber materialer ind til og producerer sammen med deltagerne)
- Våben! (som vi køber materialer ind til og producerer sammen med deltagerne)
- Oppyntning til bunkeren (camouflage-net, bannere, lamper)
- Rekvisitter til spillet (kæmpe kort til taktisk overblik, gamle transportkasser, billige, gamle kikkerter, walkie talkier, metaldetektorer, etc.)
- Madlavningsudstyr (så vi kan lave mad i bunkeren uden at skulle sætte ild til den)
- Generator til produktion af strøm (fx lys i de mørke måneder)
Ansøgningen har ikke været behandlet i noget fagudvalg, da Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget ikke har holdt møde i denne måned.
Forretningsudvalget indstiller til støtte som ansøgt, under forudsætning af, at pengene øremærkes til udgiftposterne Annoncering/PR, Materialer og Transport.