Mødedato: 23.04.2015, kl. 18:30
Mødested: Kulturhuset Pilegården, Brønshøjvej 17B, 2700 Brønshøj

Intern kommunal høring af tillæg til lokalplan ”Kildebrøndevej”

Lokaludvalget har mulighed for at indsende bemærkninger vedr. en sag, hvor kommunen ønsker at lave lokalplanstillæg for at kunne bygge en daginstitution

Tidligere beslutninger

Lokaludvalget afgav i oktober 2013 følgende kommentar til samme sag: ”Det skal bemærkes, at parkeringsmuligheder kan blive et problem. De nærmeste fællesveje er i forvejen hårdt belastet. Og med busfremkommelighedsprojektet højklasset busløsning på Frederikssundsvej planlægges yderligere p-pladser på Frederikssundsvej nedlagt. Dermed forudses en knaphed på p-pladser til forældre og personale til den kommende daginstitution”.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller,

1. at Lokaludvalget vedtager det høringssvar, som er lavet af Byudviklingsudvalget

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen har sendt en sag i intern kommunal høring om Frederikssundsvej 257, hvor kommunen gerne vil nedrive den eksisterende ejendom for at bygge en daginstitution. Adressen er omfattet af lokalplanen 'Kildebrøndevej', som er udpeget til boligformål med mulighed for placering af kollektive anlæg og institutioner langs Frederikssundsvej, men med krav om etablering af publikumsorienteret serviceerhverv i stueetagen mod Frederikssundsvej. Natur- og Miljøklagenævnet har ophævet forvaltningens afgørelse om dispensation fra lokalplanen for den del, der omhandler placering af institution i stueetage mod vej. Kommunen er således nødt til at lave et tillæg til lokalplanen, hvis den vil kunne bygge børneinstitutionen og undgå forretninger i institutionens stueetage.

Høringsfristen er 8. maj 2015.

Lokaludvalgets bemærkninger
 
Byudviklingsudvalget foreslår - udfra ønsket om både at værne om forretningslivet på Frederikssundsvej men også at lægge sig på linie med tidligere afgivet svar i sagen og hilse en ny institution velkommen - følgende høringssvar:

”Brønshøj-Husum Lokaludvalg tager Frederikssundsvejs status som strøggade meget alvorligt, men vi vil i dette særlige tilfælde imødekomme kommunens ønske om at undgå butikker i stueetagen af den planlagte daginstitution. I lighed med tidligere indsendte bemærkninger, forudser Lokaludvalget, at parkeringsmuligheder kan blive et problem. De nærmeste fællesveje er i forvejen hårdt belastet. Og med busfremkommelighedsprojektet Højklasset busløsning på Frederikssundsvej samt en eventuelt kommende letbane planlægges yderligere p-pladser på Frederikssundsvej nedlagt. Dermed forudses en knaphed på p-pladser til forældre og personale til den kommende daginstitution”.

Løsning

Lokaludvalget godkender Byudviklingsudvalgets udkast til høringssvar.

Beslutning

Byudviklingsudvalget udkast blev godkendt.
Til top