A-sag: Ansøgning om støtte til "Halloween i Brønshøj-Husum-Tingbjerg 2023"
Indstilling
Forpersonen indstiller,
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg beslutter at støtte projekt "Halloween i Brønshøj-Husum-Tingbjerg 2023" efter løsning A med 59.000 kr. eller løsning B med 30.000 kr.
2. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg udpeger en person til at følge projektet.
Problemstilling
Tid, sted og indhold
Kulturhuset Pilegården søger støtte til at afholde deres årlige Halloween-arrangement i kulturhuset og deres have den 27. oktober 2023. I samarbejde med lokale frivillige, erhvervsdrivende og foreninger vil kulturhuset pynte haven og lave en række aktiviteter - heriblandt gyserrute, ansigtsmaling, græskarskæring, kamparena, snobrød, heksefortællinger, sansekasse, skattejagt i haven, skumfiduser over bål, band for de små samt salg af mad og drikke.
Målgruppe, samarbejdspartnere og annoncering
Arrangementet henvender sig til alle byens borgere, særligt børn, børnefamilier, bedsteforældre og unge. Der er gratis adgang, og ansøger forventer 1.500 deltagere. Følgende aktører er med til at arrangere dagen, og ansøger håber på at endnu flere vil være med: Rollespilsfabrikken, Rollespilsakademiet, Brønshøj Bibliotek, FDF K25-Brønshøj, Den lille gode slagter, FIX Boldklub, Café Pilen, Brønshøj Kirkes Pigekor, Natteravnene, Social Cantina, Coop SuperBrugsen Brønshøj Torv, Socialforvaltningens indsats Ny Start, Brønshøj Skole 4. klasse, dagtilbuddet Captum og Handelsstandsforeningen kontaktes for at få flere aktører med. Annoncering sker i Brønshøj-Husum Avis, på Pilegårdens hjemmeside og Facebook, via plakater og flyers og på brugbyen.dk.
Budgetoverblik
Ansøgt beløb: 59.000 kr.
Forventede udgifter: 72.000 kr.
Forventet egenfinansiering: 13.000 kr.
Projektet rummer udgifter til honorarer til aktiviteter, græskar, lyd og lys, forplejning til frivillige, pynt til haven, materialer til skattejagt og andre aktiviteter, band, rengøring og PR. Udover ansøgers egenfinansiering bidrager ansøger med medarbejdertimer, lokaler, borde/bænke m.v.
Tidligere tilsagn
Brønshøj-Husum Lokaludvalg har tidligere støttet Kulturhuset Pilegårdens halloweenarrangementer, senest i 2022 med 33.400 kr. Det ansøgte beløb er højere i år, da ansøger oplever større tilslutning og dermed lægger flere planlægnings- og afviklingstimer samt har flere udgifter til aktiviteter og instruktører.
Løsning
Ansøgningen er blevet behandlet i Kulturudvalget og Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget.
Kulturudvalget indstiller projektet til delvis støtte på 30.000 kr., ud fra en økonomisk prioritering af de tilbageværende midler i Bydelspuljen. Udvalget ønsker desuden større medfinansiering fra ansøger selv, fx ved at ansøger indfører deltagerbetaling.
Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget indstiller til fuld støtte.
Forretningsudvalget har drøftet ansøgningen og indstiller, at:
A. Projektet støttes med 59.000 kr.
eller
B. Projektet støttes delvist med 30.000 kr.
Såfremt lokaludvalget beslutter at støtte projektet delvist, skyldes dette, at lokaludvalget ønsker en større medfinansiering, fx i form af deltagerbetaling.
Hvis lokaludvalget beslutter at give tilsagn om støtte til ansøgningen på 25.000 kr. eller derover, skal lokaludvalget vælge et medlem, der kan følge projektet, jf. lokaludvalgets beslutning på lokaludvalgsmødet den 23. januar 2020.
Økonomi
Pengene tages fra Pulje A, Bydelspuljen.Beslutning
Lokaludvalget besluttede, at Ingrid Kaber Pors var inhabil. Ingrid Kaber Pors forlod herefter mødet under lokaludvalgets behandling af ansøgningen.
Brønshøj-Husum Lokaludvalg stemte om at støtte projekt "Halloween i Brønshøj-Husum-Tingbjerg 2023" efter løsning A med 59.000 kr.
Følgende stemte for løsning A om støtte med 59.000 kr.: Mette Hansen, Elsebeth Thorlak, Jan Bötcher, Lis Søkvist, Christoffer Rosenkrands, Gitte Kirkeby, Jesper Johansen-Meisner, Jens Kristian Jensen, Sune Vuorela.
Følgende stemte imod løsning A om støtte med 59.000 kr.: Søren Cloos, Kirsten Vibeke Møller, Søren Krøigaard, Christian Erdmann, David Grolin.
Ingen undlod at stemme.
På baggrund af afstemningen støttes projekt "Halloween i Brønshøj-Husum-Tingbjerg 2023" efter løsning A med 59.000 kr.