Mødedato: 23.02.2023, kl. 18:30
Mødested: Fysiklokalet på 1. sal, EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65

B-sag: Ansøgning om støtte til "Brønshøj Sangskriver Festival 2023"

Indstilling

Forpersonen indstiller, 

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg beslutter at støtte projekt "Brønshøj Sangskriver Festival 2023" med 20.000 kr.

2. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg udpeger Lis Søkvist og Søren Cloos til at følge projektet.

Problemstilling

Tid, sted og indhold

Foreningen Brønshøj Sangskriver Festival søger støtte til for fjerde år i træk at afholde Brønshøj Sangskriver Festival, som giver lokale sangskrivere fra bydelen mulighed for at optræde med deres musik. I år har festivalen særligt fokus på unge artister. Ca. 17 forskellige bands vil optræde på festivalen, der afholdes i Kulturhuset Pilegården den 3. og 4. november 2023.

Målgruppe, samarbejdspartnere og annoncering

Festivalen henvender sig til borgere og sangskrivere i Brønshøj-Husum, som ønsker et aktivt kulturliv med koncerter og fællesaktiviteter. Koncerterne er åbne for alle, og billetter sælges online.  Ansøger forventer 200 deltagere. 

Festivalen arrangeres i samarbejde med Kulturhuset Pilegården og en række lokale sangskrivere og iværksættere. Desuden samarbejdes med Café Staalvand, som er 'officielt' spisested under festivalen og muligvis vil lægge lokaler til en række koncerter i 2023 som optakt til festivalen.

Der gøres reklame for festivalen via lokale Facebook-grupper samt betalt annoncering på Facebook, Kulturhuset Pilegårdens kommunikationskanaler og en annonce i Brønshøj Husum Avis.  

Budgetoverblik

Ansøgt beløb: 40.000 kr.
Forventede udgifter: 108.767 kr.
Forventede indtægter: 57.169 kr.
Forventet egenfinansering: 11.598 kr.

Projektet rummer udgifter til musikerhonorarer, PR, studietekniker, forplejning, administration, leje af lydudstyr m.m. Ud over egenfinansieringen bidrager ansøger med frivillig arbejdskraft, ligesom lokale frivillige hjælper til under festivalen. Kulturhuset Pilegården stiller lokaler til rådighed og bidrager med lydmand.

Tidligere tilsagn

Lokaludvalget har tidligere bevilget støtte til Brønshøj Sangskriver Festival, senest i 2022, hvor udvalget bevilgede 25.000 kr.

Løsning

Ansøgningen har været behandlet i Kulturudvalget. Kulturudvalget indstiller projektet til delvis støtte på 20.000 kr., ud fra en økonomisk prioritering af de tilbageværende midler i Bydelspuljen. Udvalget synes, at det ansøgte beløb er forholdsvist højt set i forhold til projektets målgruppe og det forventede deltagerantal.

Forretningsudvalget bakker op om Kulturudvalgets indstilling om delvis støtte med begrundelse i en økonomisk prioritering af de tilbageværende midler i Bydelspuljen.

Hvis lokaludvalget beslutter at give tilsagn om støtte til ansøgningen på 25.000 kr. eller derover, skal lokaludvalget vælge et medlem, der kan følge projektet, jf. lokaludvalgets beslutning på lokaludvalgsmødet den 23. januar 2020.

Økonomi

Pengene tages fra Pulje A, Bydelspuljen.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top