Mødedato: 23.02.2023, kl. 18:30
Mødested: Fysiklokalet på 1. sal, EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65

B-sag: Ansøgning om støtte til "Børneyoga i vuggestuer, børnehaver, fritidsordninger og skoler i bydelen"

Indstilling

Forpersonen indstiller, 

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg giver afslag på ansøgning om støtte til "Børneyoga i vuggestuer, børnehaver, fritidsordninger og skoler i bydelen".

Problemstilling

Tid, sted og indhold

En lokal borger søger støtte til at afholde i alt 48 gratis børneyoga-sessioner for bydelens vuggestuer, børnehaver, skoler og fritidsordninger i perioden 9. marts til 26. oktober 2023. 12 institutioner/skoleklasser får tilbudt et forløb á fire yoga-sessioner, som afholdes i den pågældende institution/skole.

Målgruppe, samarbejdspartnere og annoncering

Målgruppen er børn i bydelens børneinstitutioner og skoler. De 12 forløb fordeles efter 'først til mølle'-princippet. Ansøger forventer, at omkring 200 lokale vuggestue, børnehave- og skolebørn samt 15-20 pædagoger får glæde af forløbene. Forløbene er gratis for institutionerne/skolerne.

Ansøger har haft indledende dialog med fire institutioner, der alle er interesserede i tilbuddet. Ansøger vil vente med at kontakte resten af bydelens intuitioner, skoler og fritidsordninger, indtil lokaludvalget har behandlet ansøgningen.

Ansøger tager kontakt til alle bydelens vuggestuer, børnehaver, skoler og fritidsordninger og informerer dem om tilbuddet. Desuden vil ansøger gøre reklame for projektet via lokale Facebook-grupper, plakater og pressemeddelelse til lokalavisen samt bede lokale aktører, fx Kulturhuset Pilegården, hjælpe med at gøre reklame for projektet.

Budgetoverblik

Ansøgt beløb: 21.500 kr.
Forventede udgifter: 21.500 kr.

Projektet rummer udgifter til honorering af ansøger selv for yogaundervisningen. Ansøger bidrager ved at tilbyde forløbet til nedsat timepris samt ved at stille yogamåtter og andre materialer til rådighed.  

Løsning

Ansøgningen er blevet behandlet i Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget, der indstiller til afslag med begrundelse at det er honorar til ansøger selv, og der burde være en medfinansiering fra institutionerne. Fagudvalget havde gerne set konkrete aftaler med institutioner, og udvalget savner bekræftede samarbejdsaftaler eller medfinansiering fra institutionerne. Det havde været spændende, hvis det havde været institutionerne, der var drivkraft på det. Det er honorar til ansøger selv, og der er ikke medfinansiering fra institutioner.

Forretningsudvalget bakker op om Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalgets indstilling om afslag til projektet, da projektet ikke er tilstrækkeligt forankret hos de deltagende skoler og institutioner, fx i form af medfinansiering og faste aftaler, samt at projektets udgifter går til honorering af ansøger selv.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top