Mødedato: 23.02.2023, kl. 18:30
Mødested: Fysiklokalet på 1. sal, EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65

B-sag: Ansøgning om støtte til "Fodboldtræning med sort bælte for piger"

Indstilling

Forpersonen indstiller, 

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg beslutter at støtte projekt "Fodboldtræning med sort bælte for piger" med 15.000 kr.

Problemstilling

Tid, sted og indhold

Husum Boldklub søger støtte til at afholde en fodboldcamp for piger, der ikke i forvejen spiller fodbold, men som gerne vil det. Fodboldcampen afholdes i pinsen, den 27.-29. maj 2023 fra kl. 9-14. Fodboldcampen afsluttes med et socialt arrangement for de deltagende piger og deres forældre for at vise foreningslivet i fodboldklubben. Træningen aldersinddeles i to grupper á 30 deltagere hver: én gruppe for 10-12 år og én for 13-16 år. Efter fodboldcampen kan pigerne fortsætte med at træne hver fredag frem til sommerferien.

Målgruppe, samarbejdspartnere og  annoncering

Målgruppen er piger i alderen 10-16 år, der ikke spiller fodbold i en klub. Det er gratis for pigerne at deltage, og ansøger forventer, at 60 piger deltager i fodboldcampen. Ansøger samarbejder med Københavns Kommunes Ungdomsskole og DBU. Annoncering sker i Brønshøj-Husum Avis, på facebook, via opslag som hænges rundt i bydelen, og der bliver sendt information til alle skoler og fritidsklubber i bydelen. Derudover kan man tilmelde sig projektet på Ungdomsskolens hjemmeside. 

Budgetoverblik

Ansøgt beløb: 25.000 kr.
Forventede udgifter: 37.000 kr.
Forventede indtægter: 10.000 kr.
Forventet egenfinansiering: 2.000 kr.

Projektet rummer udgifter til trænerhonorar, det sociale arrangement med forplejning, forplejning til trænere samt PR. Der er indtægter fra Ungdomsskolen, som støtter trænerhonorar til træningen af de 13-16-årige. Ansøger bidrager med frivilligt arbejde med forberedelse og opfølgning samt fredagstræning af pigerne efterfølgende frem til sommerferien. DBU bidrager med Hummeltrøjer. 

Bemærkning fra sekretariatet

Sekretariatet har spurgt ansøger til, hvordan udgifter og indtægter for trænerhonorar hænger sammen i budgettet, og om det skal forstås sådan, at de har udgifter til trænerhonorar på 20.000 kr. i alt. Ansøger har svaret: "Ja, vi har totalt set en udgift til træner honorar på kr 20.000 - halvdelen får vi dækket via ungdomsskolen, som har de ældre piger som målgruppe.
Vi skal stille med 1 træner + 5 assistenter i hver gruppe, da DBU i deres manual skriver, at der skal være 1 træner pr. 5 piger. Vi har derfor brug for støtte til trænerhonorar for den yngste gruppe
."

Sekretariatet bemærker, at projektet har udgifter for 37.000 kr., men kun indtægter for 35.000 kr. Sekretariatet har gjort ansøger opmærksom på dette og ansøger svarer, at Husum Boldklub selv finansierer de 2.000 kr.

Tidligere tilsagn

Lokaludvalget har tidligere støttet Husum Boldklub, senest med projektet "Fællesskabet" med 7.817,6 kr. i 2022.

Løsning

Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget indstiller til delvis støtte på 15.000 kr. med begrundelse i, at budgettet er for højt ift. antal deltagere, og at der ønskes større egenfinansiering.

Forretningsudvalget bakker op om Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalgets indstilling om delvis støtte med begrundelse i en økonomisk prioritering af de tilbageværende midler i Bydelspuljen samt at en forholdsvis stor andel af budgettet går til instruktørlønninger til ansøger selv.

 

Hvis lokaludvalget beslutter at give tilsagn om støtte til ansøgningen på 25.000 kr. eller derover, skal lokaludvalget vælge et medlem, der kan følge projektet, jf. lokaludvalgets beslutning på lokaludvalgsmødet den 23. januar 2020.

Økonomi

Pengene tages fra Pulje A, Bydelspuljen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top