B-sag: Ansøgning om støtte til "REBOUND – teater for unge i Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus (TBK) under teaterfestivalen CPH Stage"
Indstilling
Forpersonen indstiller,
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg beslutter at støtte projekt "REBOUND – teater for unge i Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus (TBK) under teaterfestivalen CPH Stage" med 20.000 kr.
2. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg udpeger Søren Cloos til at følge projektet.
Problemstilling
Tid, sted og indhold
Teater danskdansk (ikke hjemhørende i bydelen) søger støtte til to opførelser af teaterforestillingen REBOUND på Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus den 1. og 2. juni 2023. Forestillingen er skrevet af den unge lokale forfatter og dramatiker Saynab Farah Dahir. Efter forestillingen den 1. juni giver dramatikeren en 'artist talk' om forestillingen og sin rejse fra 13-årig bogopsætter på Brønshøj Bibliotek og til Young Adult-forfatter med tre bøger udgivet hos Gyldendal. Forestillingen spiller som en del af teaterfestivalen CPH Stage. Forestillingen er skabt af Teater danskdansk i samarbejde med teateret Mungo Park.
Målgruppe, samarbejdspartnere og annoncering
Forestillingerne henvender sig primært til en ung målgruppe, fra 15 år, men alle er velkomne.
Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus vil gerne vise forestillingen for lokale unge borgere og i samarbejde med Tingbjerg Ungefællesskab og Tingbjerg Skole. Der er gratis adgang og ansøger forventer 100 deltagere pr. forestilling.
Forestillingerne vises i samarbejde med Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus, der bidrager med kommunikation og stiller lokaler til rådighed.
Der gøres reklame for forestillingen via danskdansk, Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus' kanaler (hjemmeside, plakater i byrummet, SoMe, brugbyen.nu), Mungo Park Teater, Facebook, Instagram, hjemmesider, nyhedsbreve og via dialog med danskdansks samarbejdspartnere, der har kontakt til unge-målgruppen. Desuden vil forestillingen indgå i CPH Stages program.
Budgetoverblik
Ansøgt beløb: 20.000 kr.
Forventede udgifter: 45.000 kr.
Forventede indtægter: 25.000 kr.
Projektet rummer udgifter til køb af forestillingen samt honorar til dramatikeren for artist talk. Indtægter stammer fra refusion fra staten, som søges af Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus samt fra Statens Kunstfond (honorar til dramatikeren for artist talk).
Tidligere tilsagn
Teater danskdansk har tidligere fået støtte fra lokaludvalget til forestillinger i Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus, senest i 2019, hvor lokaludvalget støttede projektet "Queens – teater i Tingbjerg bibliotek og kulturhus" med 20.000 kr.
Løsning
Ansøgningen er blevet behandlet i Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget og Kulturudvalget.
Begge udvalg indstiller projektet til at modtage støtte som ansøgt. BUFI argumenterer for støtten ved, at det er et projekt til en målgruppe, der ikke laves mange aktiviteter for.
Forretningsudvalget bakker op om fagudvalgenes indstilling.
Søren Cloos vil gerne udpeges som følgeperson.
Økonomi
Pengene tages fra Pulje A, Bydelspuljen.