Mødedato: 23.02.2023, kl. 18:30
Mødested: Fysiklokalet på 1. sal, EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65

B-sag: Ansøgning om støtte til "Opførelse af forestillingen ”Eventyret om børnene ved verdens ende”"

Indstilling

Forpersonen indstiller, 

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg beslutter at støtte projekt "Opførelse af forestillingen ”Eventyret om børnene ved verdens ende”" med 25.000 kr.

2. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg udpeger Ingrid Kaaber Pors til at følge projektet.

Problemstilling

Tid, sted og indhold

Kulturhuset Pilegården søger støtte til at kulturhusets børneteaterskole kan opføre otte forestillinger af ”Eventyret om børnene ved verdens ende” i perioden den 27.-31. marts 2023 på den lille scene i Folketeateret beliggende i Grøndal Multicenter. Da der endnu ikke findes en professionel teaterscene i bydelen, lejes teaterscenen i Grøndal MultiCenter, så både de optrædende børn og publikum får oplevelsen af at være i et ægte teater. Pilegården laver i år et samarbejde mellem Pilegårdens Repaircafé og børneteaterskolen, så frivillige fra repaircaféen hjælper til på teatret i spilleugen - ligesom forældrene hjælper med kostumer, scenografi etc.

Målgruppe, samarbejdspartnere og annoncering

Målgruppen er de lokale skoler, børnehaver, fritidshjem samt børnefamilier. Ansøger forventer 1.000 gæster til de otte forestillinger. Annoncering sker i Brønshøj-Husum Avis, på egen hjemmeside og facebook, nyhedsbrev samt plakater og flyers, som deles rundt i bydelen. Alle lokale skoler, fritidshjem og børnehaver får tilsendt en særlig invitation.

Budgetoverblik

Ansøgt beløb: 25.000 kr.
Forventede udgifter: 98.500 kr.
Forventet egenfinansiering: 
18.500 kr.

Projektet rummer udgifter til kunstnerhonorarer (musikere, instruktører, komponist, scenograf, lyddesigner), leje af teatersal, lyd & lys, kostumer & scenografi, forplejning, PR og premiereblomster. Ansøger har desuden ansøgt om støtte hos BUPL, DATS og Nordeafonden, og der er indtægter fra billetsalg.

Tidligere tilsagn

Lokaludvalget har tidligere bevilget støtte til Pilegårdens Teaterskoles forestilling, senest i 2022, hvor udvalget bevilgede 20.000 kr. Det ansøgte beløb er højere i år, da lejen på teatersalen er steget samt lønforhøjelse til scenograf og instruktør.

Løsning

Ansøgningen er blevet behandlet i Kulturudvalget og Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget, der begge indstiller til fuld støtte.

Forretningsudvalget bakker op om fagudvalgenes indstilling om fuld støtte.

Ingrid Kaaber Pors udpeges til følgeperson.

Økonomi

Pengene tages fra Pulje A, Bydelspuljen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top