Mødedato: 23.02.2023, kl. 18:30
Mødested: Fysiklokalet på 1. sal, EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65

B-sag: Ansøgning om støtte til "Skrot og Tuti og Den magiske skraldespand"

Indstilling

Forpersonen indstiller, 

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg giver afslag på ansøgning om støtte til "Skrot og Tuti og Den magiske skraldespand".

Problemstilling

Tid, sted og indhold

Foreningen ”Den magiske skraldespand” (ikke hjemhørende i bydelen) søger støtte til at opføre 10 forestillinger i daginstitutioner i Brønshøj-Husum. Arrangementerne finder sted på endnu ikke fastlagte datoer i foråret 2023 i institutionerne – evt. udendørs. Formålet er at give børnehavebørn en udviklende oplevelse via musik, sang og bevægelse, og skabe opmærksomhed om skrald og madspild.

Målgruppe, samarbejdspartnere og annoncering

Målgruppen er børn i 10 daginstitutioner i Brønshøj-Husum. Ansøger forventer over 650 deltagere til de 10 forestillinger. Det er ikke fastlagt hvilke institutioner, aktiviteten skal afvikles i. Ansøger tager kontakt til daginstitutionerne, hvis de får tilsagn om støtte. Der er en medfinansiering fra daginstitutionerne. Hvert show bliver promoveret gennem ansøgers sociale medie-platforme. Efter showet uddeler ansøger plakater og flyers i institutionen.

Budgetoverblik

Ansøgt beløb40.000 kr.
Forventede udgifter: 
58.000 kr.
Forventede indtægter: 15.000 kr.
Forventet egenfinansiering: 
3.000 kr.

Projektet rummer udgifter til honorarer, tryk af materialer til uddeling, administration, renovering/nyindkøb samt transport. Der er indtægter fra de 10 dagsinstitutioner og ansøgers egenfinansiering. 

Bemærkning fra sekretariatet

Sekretariatet bemærker, at ansøger ikke har lavet aftaler med institutionerne endnu. Lokaludvalget har tidligere behandlet lignende ansøgninger fra ansøger og givet afslag bl.a. med begrundelse i manglende tilstrækkelig lokal forankring. Ansøger har i år lavet en egenbetaling på 1500 kr. pr. daginstitution, hvor det tidligere var gratis for daginstitutionerne at få en forestilling. 

Løsning

Ansøgningen er blevet behandle i Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget, der indstiller til afslag, da honoraret går til ansøger selv og at ansøger mangler lokal forankring.

Forretningsudvalget bakker op om Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalgets indstilling om afslag på grund af manglende lokal forankring i form af bekræftede samarbejder med de lokale institutioner. 

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top