B-sag: Ansøgning om støtte til "Tiny Forest på Nørre Gymnasium"
Indstilling
Forpersonen indstiller,
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg giver afslag på ansøgning om støtte til "Tiny Forest på Nørre Gymnasium".
Problemstilling
Tid, sted og indhold
Firmaet Urban Rewilders søger støtte til at etablere en såkaldt "tiny forest" ved Nørre Gymnasium, som er beliggende i bydelen. Når projektet er gennemført er der plantet ca. 540 m2 Tiny Forest bestående af 15 hjemmehørende og primært skyggetolerante arter samt plads til et vandhul på ca. 15 m2. Eleverne på gymnasiet vil blive inviteret til at deltage i plantningen af skoven ved et planteevent på en ikke nærmere fastsat dato i februar eller marts 2023 og lærerne på gymnasiet vil efterfølgende lade projektet indgå i undervisningen som case og anledning til at studere bl.a. plantebiologi, økosystemer, bynatur, byudvikling og arkitekturhistorie. Se evt. uddybende projektbeskrivelse i bilag til ansøgningen.
Målgruppe, samarbejdspartnere og annoncering
Projektet er et samarbejde mellem Nørre Gymnasium og Urban Rewilders.
Ansøger forventer 50-100 deltagere til planteeventet, hvor også lokalpressen og Teknik- og Miljøborgmesteren inviteres. Skoven placeres ud for gymnasiets kantine hvor alle elever har daglig adgang. Endvidere placeres skoven ud mod en offentlig sti, hvor borgere, der færdes til fods og på cykel kan få glæde af beplantningen.
Budgetoverblik
Ansøgt beløb: 62.000 kr.
Forventede udgifter: 262.000 kr.
Forventede indtægter: 200.000 kr.
Projektet rummer udgifter til klargøring samt etablering af omtalte tiny forest, herunder rydning og gravearbejde, planter og andre materialer samt projektledelse. Indtægter stammer fra fondssøgning. Se udspecificeret budget i bilag til ansøgningen.
Sekretariatets bemærkninger
Sekretariatet bemærker, at der er tale om et anlægsprojekt, hvorfor projektet umiddelbart falder uden for formålet med lokaludvalgets Bydelspulje. Sekretariatet vurderer, at lokaludvalget muligvis kan støtte udgifter forbundet med det konkrete planteevent og har bedt ansøger sende en uddybende beskrivelse af det planlagte event, herunder en udspecificering af udgifterne forbundet med eventet. Sekretariatet har desuden bedt ansøger præcisere projektet startdato (der muligvis finder sted inden lokaludvalget behandler ansøgningen) samt redegøre for, hvilke udgifter, der går til honorering af ansøger selv. Ansøger har endnu ikke svaret på sekretariatets henvendelse.
Løsning
Ansøgningen har været behandlet i Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget, Miljøudvalget og Byudviklingsudvalget, der alle indstiller til afslag.
Byudviklingsudvalget ønsker ikke at give støtte, da lokaludvalget ikke støtter anlægsprojekter, men er positivt indstillet overfor at give støtte et evt. event ifm. skovrejsning.
Miljøudvalget pointerer, at der mangler klarhed over hvordan projektet forankres og indtænkes i pædagogiske forløb.
BUFI lægger vægt på, at det er et anlægsprojekt, som lokaludvalget ikke kan støtte, selvom fagudvalget synes, det er et godt projekt. Fagudvalget noterer sig, at der er et plantearrangement, som fagudvalget gerne ville støtte, men da der ikke er noget budget på dette, kan fagudvalget ikke tage stilling til dette.
Forretningsudvalget bakker op om fagudvalgenes indstilling om afslag til projektet, da det er anlægsprojekt, og lokaludvalget ikke støtter anlæg.