Bevilling: Brønshøj-Husum Walk 2023
Indstilling
Forpersonen indstiller:
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilliger 10.000 kr. til Brønshøj-Husum Walk 2023.
Problemstilling
Brønshøj-Husum Walk er en gåtur rundt i Utterslev Mose. Arrangementet har været afholdt i maj fra 2011, men pause fra 2020-2022 pga. corona.
I år planlægger Social- og Sundhedsudvalget at afholde Brønshøj-Husum Walk d. 15. maj fra kl. 10.00-14.00.
Program
Kl. 10:00 Velkommen og opvarmning.
Kl. 10:30: Aktivitetsløb i Utterslev Mose.
Kl. 12:15: Kaffe, sandwich, quiz og præmier i Kulturcaféen på EnergiCenter Voldparken.
Kl. 14:00: Afslutning
Formål
Formålet med arrangementet er at nå personer, der er uvante med motion samt at skabe netværk mellem forskellige aktører i bydelen og lokaludvalget. Arrangementet er startet som et samarbejde mellem lokaludvalget og §79 klubber (pensionist/ældreklubber) i bydelen. Derudover har Pilegården og Kontakten i Tingbjerg (værested for mentalt udfordrede voksne og andre udsatte grupper) også været centrale aktører.
I forbindelse med planlægningen af arrangementer vil der blive arbejdet på at få de samme aktører og gerne flere til at være med i projektet, for at øge den netværksskabende virkning.
Samtidig er en del af dagen opvarmning samt instruktion i brug af redskaberne på den aktivitetsbane i Utterslev Mose, som tidligere lokaludvalg har været med til at få lavet. Dette ved psykomotorisk terapeut Henriette Tybjerg.
Se bilag for nærmere projektbeskrivelse.
Løsning
Forretningsudvalget støtter projektet. Forretningsudvalget har drøftet, at Social- og Sundhedsudvalget til næste år kan indgå strategisk samarbejde med andre relevante aktører om at udføre projektet.
Lokaludvalget bevilliger 10.000. kr. til projektet.
Økonomi
Pengene tages fra Pulje B: Egne projekter og københavnerinddragelse. Lokaludvalget har budgetteret med 10.000 kr. hertil i projektkatalog 2023.
Videre proces
Social- og Sundhedsudvalget planlægger og varetager - i samarbejde med de andre aktører og sekretariatet - arrangementet.