Mødedato: 22.10.2015, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65, 2700 Brønshøj

Ansøgning om støtte til Børn og ældre knytter bånd (2016)

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller

1. at Lokaludvalget støtter indstillingen fra Social- og Sundhedsudvalget og bevilger støtte til Børn og ældre knytter bånd på 24.000 kr.

Problemstilling

Aktivitetscenter Brønshøj i Bystævneparken og Erindringsfabrikken søger støtte til et workshopforløb i vinteren 2016, hvor børn og ældre sammen skal skabe en teaterforestilling under ledelse af firmaet Erindringsfabrikken.

En sceneinstruktør og en pianist fra Erindringsfabrikken står for en række fortælle- og musikworkshops for børnehavebørn og ældre fra plejecentret. Den medvirkende børnehave er Børnehaven Hvedevej 45, der ligger i Brønshøj.

Projektet munder ud i en gratis forestilling, der er åben for offentligheden og annonceres via lokale medier. Til forestillingen vil der være plads til ca. 60 tilskuere. Otte børn og otte ældre vil deltage i workshopforløbene og være deltagere i den afsluttende forestilling.

Ansøger håber, at projektet kan inspirere andre plejecentre og børnehaver til lignende samarbejder.

Ansøgt beløb: 24.000 kr.

Forventede udgifter: 29.000 kr.

Støtten går til udgifter i forbindelse med workshops og forestilling samt honorar til Erindringsfabrikken. Plejecentret medfinansierer projektet med 5.000 kr. Børnehaven deltager uden egenbetaling.

Ansøgningen har været behandlet i Social- og Sundhedsudvalget, der indstiller, at ansøgningen støttes med det fulde beløb på 24.000 kr. Ansøgningen støttes på baggrund af, at der er tale om et godt åbent projekt for det sociale og kulturelle liv i bydelen for børn og ældre.  

Forretningsudvalget støtter denne indstilling.

Løsning

Projektet bevilges den ansøgte støtte på 24.000 kr.

Økonomi

Pengene tages fra 2016-puljen

Beslutning

Indstillingen blev tiltrådt, og projektet bevilges den ansøgte støtte på 30.000 kr.
Til top