Mødedato: 22.10.2015, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65, 2700 Brønshøj

Ansøgning om støtte til Gys og Gru i Brønshøj

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller,

1. at Lokaludvalget bevilger 23.500 kr. til Gys og Gru i Brønshøj

Problemstilling

Kulturhuset Pilegården søger støtte til at skabe en uhyggelig oplevelse for hele familien i forbindelse med Handels- og Erhvervsforeningens Halloween-arrangement den 30. oktober.

I samarbejde med den lokale forening Rollespilsfabrikken vil Pilegården lave en ”gys-rute” fra Pilegården via Brønshøj Skoles skolegård til Brønshøj Torv for børn over seks år og deres familier. For børn under seks år vil der være ansigtsmaling på torvet. 

Arrangementet er gratis at deltage i og ansøger forventer 150 deltagere. Der reklameres bredt for arrangementet bl.a. via aviser, plakater og sociale medier.

Ansøgt beløb: 23.500 kr.

Forventede udgifter: 23.500 kr.

Folkene bag projektet bidrager selv til projektet i form af 30 lønnede og 20 frivillige arbejdstimer.

Ansøgningen har været behandlet i Kulturudvalget, som indstiller, at ansøgningen støttes med det ansøgte beløb på kr. 23.500 kr.

Forretningsudvalget støtter denne indstilling med den bemærkning, som er nævnt under 'løsning'.

Løsning

Projektet bevilges den ansøgte støtte. Støtten gives under forudsætning af, at sekretariatet inden lokaludvalgsmødet har fået en udspecificering fra ansøger af, hvad udgiften 'Rollespilsfabrikken' på 20.000 kr. dækker, og at ansøgningen også efter denne afklaring stadig vurderes at falde indenfor formålet.

Beslutning

Indstillingen blev tiltrådt, og projektet bevilges den ansøgte støtte. Støtten gives under forudsætning af, at ansøger eftersender en specificering af udgiften til 'Rollespilsfabrikken' på 20.000 kr. Da denne information endnu ikke er nået frem, bemyndiges formanden til at vurdere om der bliver tilstrækkelig redegjort for de 20.000 kr.

Danny Malkowski ønskede en protokolbemærkning om, at han ikke kan stemme for. Begrundelsen er, at projektet ikke er kernevelfærd, og derfor skal der ikke bruges skatteborgerpenge på det.
Til top