Ansøgning om støtte til Tændingen af juletræet i Husum
Indstilling og beslutning
1. at Lokaludvalget følger Kulturudvalgets indstilling og giver afslag på supplerende støtte til Tændingen af juletræet i Husum
Problemstilling
Husum Juletræsfond søger støtte til aktiviteter i forbindelse med den årlige juletræstænding i Husum Bypark, der i år finder sted den 27. november. Det er gratis at deltage og ansøger forventer 300 deltagere.
Lokaludvalget har allerede modtaget en ansøgning fra Husum Juletræsfond, hvor Lokaludvalget i tråd med tidligere års afgørelser besluttede at give støtte til udgifterne forbundet med selve juletræet, men gav afslag på at støtte aktiviteterne på dagen.
Juletræsfonden har fået afslag på ansøgninger om støtte hos andre fonde og søger nu igen Lokaludvalget om støtte til de ufinansierede udgifter til aktiviteter.
Ansøgt beløb: 20.300 kr.
Forventede udgifter: 55.300 kr.
Lokaludvalget har allerede bevilget støtte på 32.500 kr. til selve juletræet samt eludgifter.
Det beløb, der nu søges om, skal dække udgifterne til julemand, brandbil, musikere, godteposer og lydmand.
Husum Juletræsfond afholder selv de udgifter, som de ikke kan få finansieret af Lokaludvalget eller andre steder. Desuden bidrager ansøger med frivillige arbejdstimer.
En fejl i det elektroniske ansøgningssystem gør, at udgifterne bliver sammenregnet forkert. Den forventede udgiftssum er 55.300 kr. og ikke 53.800 kr. som det fremgår af ansøgningen.Ansøgningen har været behandlet i Kulturudvalget, der indstiller til afslag. Udvalget henviser til, at der tidligere på året allerede er ydet støtte på kr. 41.225,00 til juletræ etc.
Forretningsudvalget er enig i denne indstilling.