Mødedato: 22.06.2023, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, 'Fysiklokalet' på 1. sal

Ansøgning om støtte til "Juletræet i HUSUM 2023"

Indstilling

Forpersonen indstiller:

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg beslutter at give afslag på ansøgning om støtte til projektet "Juletræet i HUSUM 2023".

Problemstilling

Tid, sted og indhold

Husum Juletræs Forening søger støtte til at opsætte et juletræ med lyskæder i Husum Bypark i slutningen af november 2023, så juletræet står klar til juletræstænding, som forventes afholdt lørdag den 25. november 2023.

Ansøgningen dækker kun over udgifter forbundet med juletræet. Husum Juletræs Forening ønsker ikke at varetage opsætning af juletræ og planlægning og afvikling af juletræstænding i 2023. Ansøger har forsøgt at finde andre frivillige, der kan løfte opgaven, men ind til videre uden held. 

Målgruppe, samarbejdspartnere og annoncering

Juletræet er offentligt tilgængeligt og kan ses af alle, der passerer Husum Bypark.

Budgetoverblik

Ansøgt beløb: 46.300 kr.
Forventede udgifter:
 46.300 kr.

Projektet rummer udgifter til juletræ, forsikring, elektriker og uforudsete udgifter.

Tidligere tilsagn

Ansøger har tidligere modtaget støtte fra Bydelspuljen til opsætning af juletræ i Husum Bypark, senest i 2022, hvor lokaludvalget bevilgede 45.800 kr. 

Løsning

Ansøgningen har været behandlet i Kulturudvalget, der indstiller projektet til afslag. Udvalget vurderer, at projektet er for usikkert, da der ikke er en projektansvarlig, selv om ansøger har gjort sig umage for at finde nogen at overtage traditionen.

Forretningsudvalget bakker op om Kulturudvalgets indstilling og indstiller projektet til afslag med følgende begrundelse: Lokaludvalget vurderer, at projektet er for usikkert, da der ikke er en ansvarlig til at sikre projektets gennemførsel, selv om ansøger har gjort sig umage for at finde nogen at overtage traditionen.

Beslutning

Brønshøj-Husum Lokaludvalg drøftede, at det er ærgerligt, at der ikke længere er frivilligt engagement i Husum til at stå for et juletræ i kvarteret.

Brønshøj-Husum Lokaludvalg besluttede at give afslag på ansøgning om støtte til projektet "Juletræet i HUSUM 2023".
Til top