Mødedato: 22.06.2023, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, 'Fysiklokalet' på 1. sal

B-sag: Ansøgning om støtte til "5Concerts"

Indstilling

Forpersonen indstiller:

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg beslutter at give afslag på ansøgning om støtte til projektet "5Concerts".

 

Problemstilling

Tid, sted og indhold

Blæserensemblet V Coloris (ikke hjemhørende i bydelen) søger støtte til at afholde en koncert i Husum Kirke den 16. november 2023. Koncerten er én af otte koncerter, som afholdes i københavnske kirker, som ligger på buslinjen 5Cs rute. Til koncerten i Husum Kirke medvirker en lokal cellist og der uropføres et værk, der er skrevet af en lokal komponist.

Målgruppe, samarbejdspartnere og annoncering

Koncerten er gratis og åben for alle, men målrettet voksne. Ansøger forventer 100 publikummer til koncerten i Husum Kirke.

Aktiviteten afholdes i samarbejde med Husum Kirke, der stiller lokaler til rådighed. Desuden samarbejdes med Movia, som bidrager med PR. Der reklameres for koncerten via redaktionel omtale i Brønshøj-Husum Avis i form af et interview med Lise og en lokal korsanger. Desuden omtale i Kirkebladet, udarbejdelse af plakat samt annoncering via sociale medier.

Budgetoverblik

Ansøgt beløb: 20.000 kr.
Forventede udgifter: 67.000 kr.
Forventede indtægter: 47.000 kr.

Projektet rummer udgifter til honorarer til musikere og producent samt til markedsføring, transport, forplejning m.m. Indtægter stammer fra økonomiske bidrag fra kirker samt fra fondssøgning. Budgettet omhandler kun koncerten i Husum.

Løsning

Ansøgningen har været behandlet i Kulturudvalget, der indstiller projektet til afslag med den begrundelse at projektet ikke er tilstrækkeligt lokalt forankret.

Forretningsudvalget bakker op om Kulturudvalgets indstilling og indstiller projektet til afslag med den begrundelse, at projektet ikke er tilstrækkeligt lokalt forankret, fx gennem en større medfinansiering fra den lokale samarbejdspartner. 

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top