Mødedato: 22.06.2023, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, 'Fysiklokalet' på 1. sal

Ansøgning om støtte til "The Commedia School lander i bydelen"

Indstilling

Forpersonen indstiller:

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg giver afslag på ansøgning om støtte til projektet "The Commedia School lander i bydelen".

Problemstilling

Tid, sted og indhold

The Commedia School søger støtte til aktiviteter, der skal markere, at skolen flytter sine aktiviteter til EnergiCenter Voldparken. I september afholdes en klovneforestilling for indskolingen. I oktober afholdes en melodramatisk forestilling for udskolingen og en aftenforestilling, der er åben for alle. I december afholdes tre international maskeforestillinger på EnergiCenter Voldparken og Tingbjerg Bibliotek og Kulturhus. Den første weekend i december afholdes et åben hus-arrangement med workshops, små optrin og scener i EnergiCenter Voldparken. 

Målgruppe, samarbejdspartnere og annoncering

Deltagelse er gratis, både for de åbne arrangementer og aktiviteterne målrettet skoleklasser. Ansøger forventer at nå ud til ca. 500 skoleelever samt 500-600 publikummer. Der samarbejdes med EnergiCenter Voldparken og Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus.

Der gøres reklame for arrangementet via information til lokalaviser og større aviser, via egne og samarbejdspartneres sociale medie-platforme, hjemmesider, via plakater og flyers samt via mund til mund-metoden.

Budgetoverblik

Ansøgt beløb: 25.000 kr.
Forventede udgifter: 29.500 kr.
Forventede indtægter: 2.000 kr.
Egenfinansiering: 2.500 kr.

Projektet rummer udgifter til honorarer til performere, projektkoordinering, materialer, PR og forplejning til åbent hus. Ansøger og samarbejdspartnere bidrager med personale og frivillige timer.

Tidligere tilsagn

The Commedia School fik i 2022 5.000 kr. i støtte fra lokaludvalget til projektet "Maske Show".

Sekretariatets dialog med ansøger

Sekretariatet har spurgt ansøger, hvordan rekrutteringen af skoleklasserne finder sted. Ansøger har svaret følgende: 

"Vi vil gerne nå så bredt ud som muligt, og vi vil derfor invitere alle skoler i området. Skolerne vil få en svarfrist, vi vil så efter denne deadline fordele efter først til mølle princippet, med mindre vi får en ny skole som ikke har set et af de foregående shows, så vil vi prioritere denne skole, da det er vores mål at komme ud til flest mulige. Dog vil vi nok forsøge at udvide publikums kapaciteten, så vi kan favne så mange som muligt."

Løsning

Ansøgningen har været behandlet i Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget, der indstiller projektet til at modtage støtte som ansøgt.

Ansøgningen har også været behandlet i Kulturudvalget, som indstiller projektet til at modtage delvis støtte på 18.000 kr. Kulturudvalget vil gerne byde The Commedia School velkommen til bydelen, men grundet en økonomisk prioritering af lokaludvalgets tilbageværende puljemidler ønsker udvalget en større medfinansiering fra ansøgers side.

Forretningsudvalget indstiller projektet til afslag på grund af en økonomisk prioritering af lokaludvalgets tilbageværende puljemidler. Ansøger er velkommen til at sende en ny ansøgning om støtte til aktiviteterne, hvis Bydelspuljen genåbner til september. 

Økonomi

Pengene tages fra pulje A: Bydelspuljen.

Beslutning

Brønshøj-Husum Lokaludvalg besluttede at give afslag på ansøgning om støtte til projektet "The Commedia School lander i bydelen".
Til top