Mødedato: 22.03.2018, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65, 2700 Brønshøj (lokale 204)

Valg af formand

Brønshøj-Husum Lokaludvalg skal som det første vælge en formand.

Indstilling

Sekretariatet indstiller, at Brønshøj-Husum Lokaludvalg,

 1. at. Lokaludvalget blandt udvalgets medlemmer vælger en formand for valgperioden 2018-2022.

Problemstilling

Lokaludvalget skal vælge en formand for resten af valgperioden, det vil sige frem til starten af 2022.

Formandsvalget ledes af mødes ældste medlem, Lis Søkvist.

Valget må ikke være hemmeligt og skal foretages ved skriftlig afstemning, med mindre mødelederen finder det sandsynligt, at Lokaludvalget vil vælge eller genvælge en bestemt kandidat. I så fald kan mødelederen stille forslag om, at den pågældende vælges uden skriftlig afstemning. Hvis ingen medlemmer forlanger skriftlig afstemning, er den foreslåede kandidat valgt. Reglerne for at valget skal være offentligt og skriftligt findes i hhv.  Styrelsesloven § 6, stk 7 og Normalforretningsordnen § 10, stk 4.

Formandens rolle er beskrevet i regulativ og forretningsorden for lokaludvalg. Kort sagt, så forbereder formanden dagsorden og møder; leder møder og forhandlinger; og kan – kun i sager som ikke tåler opsættelse eller ikke giver anledning til tvivl – træffe beslutninger mellem møderne.

Formanden indgår i forretningsudvalget, som består af formand, næstformand og fagudvalgsformænd. Sidstnævnte, fagudvalgsformænd, vælges først på et senere lokaludvalgsmøde efter drøftelse og indstilling fra en arbejdsgruppe.

Løsning

De medlemmer af Lokaludvalget, der ønsker at stille op til posten som formand, melder deres kandidatur.

Kandidaterne får mulighed for at begrunde deres kandidatur og fortælle, hvorfor de gerne vil være formand for lokaludvalget.

Lokaludvalget vælger herefter blandt sine medlemmer en formand. Formanden vælges ved almindeligt flertal.

 

 

Beslutning

Der var to kandidater til formandsposten.

Hans S. Christensen fik 16 stemmer.

Ernst E. Sørensen fik 3 stemmer.

Hans S. Christensen blev valgt som formand.

Til top