Mødedato: 22.02.2024, kl. 18:30
Mødested: Tingbjerg Bibliotek og Kulturhus (salen)

Ansøgning om støtte fra Bydelspuljen til projektet "Jeg sætter min hat som jeg vil - erindringssaloner om 1960erne"

Indstilling

Forpersonen indstiller, 

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilger 20.000 kr. til projektet "Jeg sætter min hat som jeg vil - erindringssaloner om 1960erne"

Problemstilling

Tid, sted og indhold

Erindringsfabrikken (ikke hjemhørende i bydelen) søger støtte til at afholde seks erindringssaloner på seks plejecentre i Brønshøj-Husum i perioden 1. marts til 30. juli 2024. Gennem fortælling, sang, musik, historiske genstande og lydklip tegner salonerne et billede af 60’ernes Danmark, hvor deltagernes erindringer inddrages som levende historiebilleder. 

Målgruppe, samarbejdspartnere og annoncering

Erindringssalonerne er gratis og åbne for alle. Målgruppen er ældre mennesker, plejepersonale og pårørende på seks plejecentre i Brønshøj-Husum. Plejecentrernes beboere opfordres til at tage deres pårørende, pårørendes børn og børnebørn med. Ansøger forventer 65 deltagere pr. arrangement.

Salonerne annonceres gennem flyers og opslag produceret af Erindringsfabrikken, som plejecentrene kan bruge til at skabe opmærksomhed omkring projektet. Derudover tages kontakt til Brønshøj-Husum Avis, ligesom Erindringsfabrikken vil gøre brug af egne kanaler på Sociale Medier.

Ansøger har haft kontakt med og planlægger at samarbejde med følgende plejecentre: Pilehuset, Egebo, Poppelbo og Lærkebo, Johannesgården, Louise Marie hjemmet og Tingbjerghjemmet.

Budgetoverblik

Ansøgt beløb: 33.000 kr.
Forventede udgifter: 53.000 kr.
Egenfinansiering: 20.000 kr.

Projektet har udgifter til honorarer til pianist og facilitator samt til projektledelse. Desuden rekvisitter, kostumer og transport m.m. Dele af udgifterne går til ansøger selv. Plejecentrene finansierer en ekstraudgift i medarbejdertimer til afholdelse af projektet samt snacks og drikkevarer til arrangementet. Ansøger bidrager ved at afholde udgifter til rekvisitter, transport og udarbejdelse af hæfte med erindringsaktiviteter.

Tidligere tilsagn

Erindringsfabrikken fik i 2019 bevilget 19.000 kr. til erindringssaloner på bydelens plejecentre.

Sekretariatets bemærkninger

Lokaludvalget besluttede i juni 2021 at sende et brev til bydelens plejehjem/plejecentre med information om Bydelspuljen. Brevet er til orientering vedlagt som bilag til ansøgningen. 

Dialog med ansøger

Sekretariatet har opfordret ansøger til at sende en samarbejdserklæring fra lokale aktører. Ansøger har oplyst, at de har bekræftelse fra plejecentrene, men det er sket over telefonen, fordi ansøger har tidligere erfaring med at det kræver rigtig mange ressourcer fra både ansøger og plejecentre at samle bekræftelserne på skrift.  

Løsning

Ansøgningen har været behandlet i Social- og Sundhedsudvalget, der indstiller projektet til at modtage støtte som ansøgt: 33.000 kr.

Forretningsudvalget indstiller projektet til at modtage delvis støtte på 20.000 kr. begrundet med en økonomisk prioritering af lokaludvalgets puljemidler. Udvalget ønsker desuden en større medfinansiering fra plejecentrene. Ansøger er velkommen til at justere antallet af aktiviteter i projektet på baggrund af den delvise støtte, under forudsætning af, at de ønskede ændringer sendes til godkendelse først.

Økonomi

Pengene tages fra Pulje A: Bydelspuljen.

Beslutning

Brønshøj-Husum Lokaludvalg besluttede at støtte projekt "Jeg sætter min hat som jeg vil - erindringssaloner om 1960erne" delvist med 20.000 kr.

Den delvise støtte på 20.000 kr. begrundes med en økonomisk prioritering af lokaludvalgets puljemidler. Udvalget ønsker desuden en større medfinansiering fra plejecentrene. Ansøger er velkommen til at justere antallet af aktiviteter i projektet på baggrund af den delvise støtte, under forudsætning af, at de ønskede ændringer sendes til godkendelse først.

Til top