B-sag: Ansøgning om støtte fra Bydelspuljen til projektet "Styrkelse af udsatte børn og unges læring gennem kreativ pædagogik"
Indstilling
Forpersonen indstiller,
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg giver afslag på støtte til projektet "Styrkelse af udsatte børn og unges læring gennem kreativ pædagogik"
Problemstilling
Tid, sted og indhold
Foreningen Street Society søger støtte til et projekt, der har til formål at opbygge og fastholde positive fællesskaber i lokalområdet for udvalgte udsatte børn og unge, hvor de på længere sigt bliver en del af et aktivt fritidsliv eller får et fritidsjob. Projektet løber fra april til juni 2024.
Street Society er en forening, som primært beskæftiger sig med børn og unge med fokus på gadeidræts-aktiviteter. Foreningen tilbyder i øjeblikket tilbyder faste ugentlige gratis aktiviteter gennem et samarbejde med Københavns Ungdomsskole i Bellahøjhallen og på EnergiCenter Voldparken.
Projektet består af flere indsatser:
Street Society vil tilbyde et 6-8-ugers forløb, hvor de i grupper træner kompetencer til at få et fritidsjob. Herefter hjælper Street Society de unge med at søge og få et ordinært fritidsjob i deres lokalområde.
Street Society vil tilbyde børn og unge at afprøve forskellige foreningsaktiviteter i deres lokalområde fx dans, basketball, rulleskøjter eller løbehjul. Formålet er at lære de unge forskellige kompetencer inden for en aktivitet/sportsgren, fx regelkendskab eller fysiske kompetencer, så de får modet til at træde ind og blive en del af en ordinær forening.
Street Society vil afholde kursusforløbet "Engageret pædagogik i udsatte miljøer", der har til formål at udforske og implementere metoder fra Niels Bays pædagogiske tilgang med fokus på at styrke børn og unges tilgang til frivillighed i udsatte miljøer.
Målgruppe, samarbejdspartnere og annoncering
Projektet retter sig mod 45-60 børn og unge i alderen 10-17 år, som befinder sig i udsatte positioner og er bosiddende i lokalområderne Bellahøj/Brønshøj, Tingbjerg/Utterslevhuse, og Gadelandet/Husumgård. Deltagerne på kursusforløbet skal minimum være fyldt 15 år. Deltagerne udvælges i samarbejde med Korsager Skole, Tingbjerg Skole og Brønshøj Skole. Det er gratis for de unge at deltage.
Ansøger samarbejder med en række aktører, herunder de tre skoler, Københavns Ungdomsskole, Åben Skole og Kultur- og Fritidsforvaltningens indsats Fritidsliv med Mentor.
Projektet anvender flere PR-strategier for at nå målgruppen, bl.a. flyers, digitale platforme, skoleinformationsmøder og deltagelse ved arrangementer.
Budgetoverblik
Ansøgt beløb: 35.000 kr.
Forventede udgifter: 45.000 kr.
Forventede indtægter: 5.000 kr.
Egenfinansiering: 5.000 kr.
Projektet har udgifter til indkøb af udstyr og materialer, lokaleleje, transport, PR og kursusmaterialer. Indtægter stammer fra donationer fra fx lokale virksomheder.
Dialog med ansøger
Sekretariatet har bedt ansøger forklare budgettet, da beløbene i ansøgningen umiddelbart ikke stemmer. Derudover har sekretariatet opfordret ansøger til at uddybe, hvem der er i målgruppen for kursusforløbet og oplyse, om samarbejdspartnere er bekræftede og desuden oplyse, om udgifter til lokaleleje går til at finansiere foreningens eksisterende lokaler. Se ansøgers svar i bilag. Ansøger har desuden medsendt et dokument på 20 sider, der dokumenterer en aftale om sociale partnerskaber med Københavns Kommune i 2020-2023 og et samarbejde med Ungdomsskolen samt samarbejdsaftaler om fritidsjob-tilbud fra forskellige erhvervsdrivende. Dokumentet er ikke vedlagt som bilag, men kan eftersendes efter aftale med sekretariatet.
Løsning
Ansøgningen har været behandlet i Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget, der indstiller projektet til afslag. Udvalget finder, at de konkrete aktiviteter og projektets konkrete resultater er uklart beskrevet. Projektets lokale samarbejdspartnere er ikke bekræftet og udvalget er i tvivl om, i hvor høj grad projektet kommer bydelen til gode. Forretningsudvalget støtter denne indstilling.