Mødedato: 21.11.2024, kl. 18:30
Mødested: BRØK i 'Folkestuen'

B-sag: Ansøgning om støtte fra 2024-Bydelspuljen til projektet "Eventyr omkring Vestvolden"

Indstilling

Forpersonen indstiller,

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilger støtte projekt: "Eventyr omkring Vestvolden" med 32.000 kr.

Problemstilling

Tid, sted og indhold

Den lokale forening Rollespilsfabrikken søger støtte til at afholde tre workshops og en rollespilsskattejagt på Vestvolden og Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus (og evt. EnergiCenter Voldparken og Rollespilsfabrikkens lokaler i Brønshøj) i november og december 2024.

Projektet arbejder med lokal identitet og historiefortælling gennem kreative workshops, hvor deltagerne bl.a. skal lære om runer, tegne kort og arbejde med historiefortælling og sang. Efter gennemførelse af projektet bliver historier og skattejagt samlet i et materiale som kan bruges af bl.a. lokale klubber, institutioner og Rollespilsfabrikken til at lave lignende forløb.

Målgruppe, samarbejdspartnere og annoncering

Målgruppen er større børn og unge samt deltagende forældre, hovedsageligt fra 9-14 år. Aktiviteterne er primært rettet mod børn og unge fra Tingbjerg og Husum Nord, men er åbent for alle. Det er gratis at deltage i aktiviteterne, og man kan deltage i en eller flere aktiviteter. Ansøger forventer 60 deltagere til workshops og 40 til skattejagten, i alt 100 deltagere.

Projektet arrangeres i samarbejde med Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus, der stiller lokaler gratis til rådighed. De unge, der er tilknyttet Socialforvaltningens indsats Ny Start i Tingbjerg-Husum opsætter plakater. Natashas Genbrugsværksted ved nærgenbrugsstationen i Tingbjerg vil bistå med rekruttering til workshops og inddrage projektets fortællinger i sine egne aktiviteter. Foreningen for formidling af viden om København (formidlerforeningen.dk) vil bidrage med lokalhistorisk viden og rekruttering.

Der laves reklame for for projektet via plakater og via egne og samarbejdspartneres kommunikationskanaler og netværk, fx til skoler og fritidsinstitutioner.

Budgetoverblik

Ansøgt beløb: 32.000 kr.
Forventede udgifter: 32.000 kr.

Budgettet rummer udgifter til honorarer til workshopholdere, køb af materialer til aktiviteter, PR og tryk af materiale, forplejning samt royalties til unge for brug af de genstande, som de unge producerer og som indgår i dokumentationsmaterialet. Ansøger bidrager med medarbejdertimer og frivillige timer samt udstyr og materialer (kostumer, transport m.v.).

Tidligere tilsagn

Foreningen Rollespilsfabrikken har tidligere fået støtte fra lokaludvalget, senest i 2020 hvor foreningen fik 50.000 kr. til projektet ”En Thomas Dambo trold i Brønshøj-Husum” (projektet blev opgivet og støtten ikke udbetalt).

Løsning

Børne,- Unge,- Fritids- og Idrætsudvalget indstiller projektet til at modtage fuld støtte, da udvalget betragter det som et godt og nyskabende projekt.

Forretningsudvalget støtter denne indstilling.

Økonomi

Pengene tages fra Pulje A: Bydelspuljen 2024

Beslutning

Ingrid Kaber Pors forlod lokalet under sagens behandling pga. inhabilitet.

Brønshøj-Husum Lokaludvalg besluttede at støtte projekt: "Eventyr omkring Vestvolden" med 32.000 kr.

Til top