A-sag: Ansøgning om støtte fra 2025-Bydelspuljen til projektet "Halloween i Brønshøj 2025"
Indstilling
Forpersonen indstiller,
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilger delvis støtte til projekt: "Halloween i Brønshøj 2025". med 45.000 kr.
Problemstilling
Tid, sted og indhold
Arrangementet afholdes den 24. oktober 2025.
Arrangementet afholdes i BRØK's og Rytterskolens Have, ved boldburet og petanquebanen.
Arrangementet er en årlig tradition, hvor borgere på tværs af generationer samles til en uhyggelig og sjov aften. Lokale aktører, foreninger, forvaltninger, forretninger og skoler går sammen om at skabe et program fyldt med aktiviteter for alle aldre, herunder en gyserrute for unge og voksne, en børnevenlig rute, kamparena, hekseoptræden, græskarværksted, ansigtsmaling og en kostumekonkurrence. Med madboder, sansekasser og lys- og lydeffekter, forvandles hele området omkring Brøk og Rytterskolen til en halloweenoplevelse, hvor fællesskab og frivillighed står i centrum.
Målgruppe, samarbejdspartnere og annoncering
Halloweenarrangementet er et fællesskabsarrangement, der har til formål at samle alle aldersgrupper i bydelen fra 1-90 år både unge, voksne og børn til en dag fyldt med sjov, spænding og socialt samvær. Arrangementet vil fremme samarbejdet mellem BRØK, lokale foreninger, aktører, forretninger og den lokale handelsstandsforeningen.
Samarbejdspartnere: Rollespilsfabrikken, Rollespilsakademiet, FDF k-25 – Brønshøj, Handelsstandsforeningen, Kirkens pigekor, Natteravnene, Dagtilbuddet CAPTUM, Fix Boldklub, Social Catina, Ny start, Lokale butikker, Super Brugsen, Brønshøj Torv, Den lille gode slagter, Caféen i BRØK, Brønshøj skole, Teaterskolen i Brøk, Commedia Kicks.
Ansøger annoncerer om arrangementet på følgende steder: BRØK’s hjemmeside, Lokalavisen, Facebook, Brugbyen.dk, Instagram
Budgetoverblik
Ansøgt beløb: 72.500kr
Forventede udgifter: 72.500kr
Tidligere tilsagn
Brønshøj-Husum Lokaludvalg har tidligere støttet Halloween i Brønshøj, senest med 45.000 kr. i 2024 og med 59.000 kr. i 2023.
Løsning
Ansøgningen har været behandlet i Kulturudvalget og i Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget.
Kulturudvalget indstiller projektet til at modtage delvis støtte på 45.000 kr. begrundet med en økonomisk prioritering af lokaludvalgets midler.
Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget indstiller projektet til at modtage delvis støtte på 50.000kr begrundet med manglende medfinansiering og økonomisk prioritering.
Forretningsudvalget støtter Kulturudvalgets indstilling om delvis støtte på 45.000 kr. på baggrund af økonomisk prioritering af lokaludvalgets Bydelspuljemidler. Ansøger kan justere i projektet på baggrund af den delvise støtte.
Hvis lokaludvalget beslutter at give tilsagn om støtte til ansøgningen på 25.000 kr. eller derover, skal lokaludvalget vælge et medlem, der kan følge projektet, jf. lokaludvalgets beslutning på lokaludvalgsmødet den 23. januar 2020.
Økonomi
Midlerne tages fra Bydelspuljemidler 2025.