Mødedato: 21.11.2013, kl. 18:30
Mødested: Kulturhuset Pilegården, Brønshøjvej 17B, 2700 Brønshøj

Bevillinger til miljøprojekter 2013

Se alle bilag
Fra Miljøudvalget kommer tre forslag til miljøprojekter, som skal gennemføres i årets sidste måneder.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller til Brønshøj-Husum Lokaludvalg,

  1. at Lokaludvalget bevilger 12.795 kr. til naturplejeprojektet Genskabelse af Langholmen
  2. at Lokaludvalget bevilger 13.700 kr. til Grøn Jul
  3. at Lokaludvalget bevilger 1.500 kr. til Undersøgelse af bydelens moser

Problemstilling

Nedenfor en kort beskrivelse af de tre foreslåede miljøprojekter. Se projektbeskrivelser i bilag for flere detaljer. 

1. Genskabelse af Langholmen
Initiativet udspringer af det naturplejeprojekt i Utterslev Mose, som i 2013 har været gennemført som et samarbejde mellem Utterslev Moses Venner og TMF/Center for Park og Natur. En mindre grupper af naturplejere arbejder med at trænge de invasive planter og krattet tilbage og dermed give plads til en mangfoldighed af planter og dyr. Center for Park og Natur er på vej med en samarbejdsaftale, der fastligger naturplejens målsætninger, den gensidige dialog mellem den frivillige naturpleje og parkdriften, kommunikation og skiltning, ulykkesforsikring og sikkerhedsudstyr. Derudover er der brug for at indkøbe udstyr til naturplejerne. Ved at støtte naturplejeindsatsen får Brønshøj-Husum lokaludvalg skabt synlighed om lokaludvalgets miljøarbejde gennem skiltning, presseomtale samt information på det tøj som naturplejerne skal bruge.

Budget – Genskabelse af Langholmen Beløb, kr.
Sikkerhedsbeklædning (3 sæt)  5.976
Tryk på tøj 900
Håndværktøj 2.169
"her arbejder skilt" 750
Kurser i naturpleje/sikkerhed- Skovskolen 3.000
i alt  12.795

Af samarbejdsaftalen vil det fremgå, at det er Brønshøj–Husum lokaludvalg der ejer grejet, som indtil videre opbevares på naturværkstedet Streyf.

2. Grøn Jul
Søndag den 8. december kl. 11.30 – 15.30 vil Kulturhus Pilegården være ramme for to arrangementer der på hver sin måde har genbrug som tema:

  • Byttemarked for legetøj og juleting i cafeen.
  • Julepynt- og gaveworkshop med en masse lokalt indsamlet materiale
Budget - Grøn Jul Beløb, kr
Annonce i Brønshøj-Husum Avis  5.000
Honorar til gennemførelse af workshop  5.000
Banner til Brønshøj Torv  700
Materialer  2.500
Forplejning aktivister  500
I alt  13.700

Grøn Jul indgår i Miljøarbejdsplanen, dog med et budget på 5.000 kr. Oprindelig var det tænkt som et samarbejdsprojekt med Kulturhuset Pilegården med delte udgifter. Dette samarbejde har dog ikke kunne ladet sig gøre, hvorfor der er lagt en annonceudgift samt lidt materialeudgifter til Lokaludvalgets budget. Arrangementet skulle være afholdt i Rytterskolen, men det var ikke muligt pga. en dobbeltbooking.


3. Undersøgelse af miljøtilstanden i søer og moser i Brønshøj-Husum
 
Sekretariatet er blevet bedt om at lave en kortfattet redegørelse for de i bydelen beliggende søer m.m. (undtaget Utterslev Mose) samt disses nære omgivelser. Historie, anvendelse, vandets kvalitet, evt. forurening, biodiversitet, omgivelsernes stand m.m. beskrives i undersøgelsen. 

Sekretariatet afventer data fra miljøundersøgelser lavet af Fiskeøkologisk laboratorium for Center for Park og Natur.

Denne viden kan med fordel suppleres af ekspertviden om søernes økologiske tilstand og viden omkring tidligere indgreb og andre forhold, der påvirker den aktuelle miljøtilstand. Hertil hentes hjælp fra Statens Naturhistoriske Museum (SNM) 

Omkostningerne beløber sig til 3 timers eksperthjælp fra SNM á 500 kr., i alt 1500 kr. eks. moms

Løsning

Lokaludvalget giver bevillinger til de tre miljøprojekter.

Økonomi

Der resterer 95.202 kr. i puljen for 2013.

Beslutning

Indstillingen blev tiltrådt.
Til top