Mødedato: 21.11.2013, kl. 18:30
Mødested: Kulturhuset Pilegården, Brønshøjvej 17B, 2700 Brønshøj

Orientering om puljemidler

Denne puljestatus giver en opdatering på indkomne afrapporter, nye ansøgninger og på puljeøkonomien.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller til Brønshøj-Husum Lokaludvalg,

1. at Lokaludvalget tager orienteringen til efterretning.

Problemstilling

Afrapporteringer
Der er siden sidst indkommet følgende evalueringer på ekserne projekter:

”Tidlig” – udstilling & arrangementer i Rytterskolen i Golden Days regi: Kulturhuset Pilegården har afviklet ”Tidlig” – udstilling & arrangementer i Rytterskolen i Golden Days regi. I samarbejde med Brønshøj Bibliotek og Brønshøj Kirke har Pilegården fyldt Rytterskolen og Bellahøj Friluftsscene med kulturelle arrangementer under temaet tid i Golden Days Festival perioden 6.-22. september. I hele perioden var der udstillingen ”Tidlig” i Rytterskolen i samarbejde med 3 kvindelige digtere og kunstnergruppen Bob Noon. Antal besøgende var 543 personer. Der er udbetalt 35.500 kr. i henhold til indsendt regnskab.

Lasse Majas detektivbureau og Cirkusmysteriet: Kulturhuset Pilegården har gennemført teaterforestillingen Lasse Majas detektivbureau og Cirkusmysteriet. Der er spillet 8 forestillinger udført på Det Danske Teater i Grøndal MultiCenter i perioden 3.-7. juni 2013. Besøgstallet var 500. Der er udbetalt 20.000 kr. i henhold til indsendt regnskab.

Aeropolis på Amfiteatret: Andrea Ter Avest har afviklet Aeropolis på Amfiteatret den 26. august. På tværs af alder og baggrund blev tre grupper fra lokalområdet inddraget i en performance baseret på nordisk mytologi og gratis workshops ledet af professionelle kunstnere. På få timer blev der skabt en visuel interessant performance. Der var deltagere fra Utterslev Skole, Skrammellegepladsen, Husum Vænge Pensionist center, Sct. Josephs aktivitetscenter og Slagkraft. I alt deltog 300 personer. Der er udbetalt 30.000 kr. i henhold til indsendt regnskab.

FFF til 2700 Kulturdag 2013: Forældre for fred har deltaget i Kulturdagen 2013, hvor de inviterede byens børn til at male fredsbilleder. Børnene fik samtidig at vide, hvad Forældre for fred er for en forening og hvad fred betyder for dem. Børnene malede hvad fred betyder for dem. Det blev til 145 fantastiske malerier, som hver og et betyder noget helt specielt for det enkelte barn. Malerierne udstilles på Brønshøj Bibliotek. Der er udbetalt 2.381,30 kr. i henhold til indsendt regnskab.

2700 Løbet: Puls (Steno), Brønshøj-Husum Avis, Tingbjerg sekretariat, OMHU, Husum For alle, Klar, Parat Husum, Radiometer, FC Vanløse, Energicenter Voldparken har afviklet 2700 Løbet, som er en familieaktivitet med fokus på de motionssvage borgere. Løbet blev afviklet den 2. juni. Der var åbningstale ved Sundhedsborgmester Ninna Thomsen. Der var god stemning på de grønne pladser på Energicenter Voldparken, hvor 6 lokale foreninger stod klar med sine boder med forplejning og diverse aktiviteter. Borgere fik mulighed for et sundhedstjek, som FC Vanløse arrangerede. Puls (Steno) afholdte eksperimenter for borgere i helse og sundhed. Livsbanen stod for scene og musik fra Livsbanens unge drenge. Der var tre forskellige ruter i området. Der er udbetalt 10.000 kr. i henhold til indsendt regnskab.

Aktiviteter på Husum Park legeplads: Husum Park Legeplads har afviklet følgende aktiviteter den 29. maj: Marcos Troldesange. Den 10-14.juni: kunst-projekt. Den 3. Juni: Aladdin show samt den 25. august: koncert i børnehøjde. Der har deltaget ca. 30 børn til hvert arrangement. De er udbetalt 27.800 kr. i henhold til indsendt regnskab.

Udgivelse af bog om Grundejerforeningen ved Bellahøj i forbindelse med dets 100 års jubilæum i 2013: I perioden januar til september er bogen Grundejerforeningen ved Bellahøj i forbindelse med dets 100 års jubilæum udarbejdet. Der er pt. solgt 19 eksemplarer af bogen, som har fået megen ros. Bogen er sendt til Brønshøj Bibliotek, Husum Bibliotek, Tingbjerg Bibliotek, Nørrebro Bibliotek og Hovedbiblioteket. En elektronisk kopi af bogen er lagt på lokaludvalgets hjemmeside. Der er udbetalt 10.000 kr. i henhold til indsendt regnskab.

Ældredag 2013: Ældredagen blev afholdt torsdag den 3. oktober i Bystævneparken. Der var 42 stande og 475 besøgende. Det var en god og oplysende dag for de ældre, som fik præsenteret en vifte af tilbud og aktiviteter samt madsmagning og diverse underholdning.

Andre opdateringer på puljeprojekter

Pigenetværk
: Foreningen Cooltur giver afkald på deres bevilling på 6.000 kr. til projektet 'Pigenetværk' da de har modtaget støtte fra Giro 413 Fonden og Wesselsmindefonden. De er dermed i stand til at dække foreningens aktiviteter i indeværende år uden at gøre brug af underskudsgarantien. Ansøger håber, at Cooltur må blive positivt behandlet, næste gang der opstår et behov.

Ansøgninger
Der behandles ikke eksterne ansøgninger på dette møde.

Der er tre interne indstillinger på dette møde:

Grøn Jul

13.700

Langholmen genskabelse

12.795

Mosekortlægning

1.500

I alt 

17.995


Løsning

Lokaludvalget tager orienteringen til efterretning.

Økonomi

Der er af Borgerrepræsentationen bevilget 1.676.000 kr til Brønshøj-Husum Lokaludvalg i puljemidler i 2013. Puljen gives til tværgående bydelsrelaterede, dialogskabende og netværksdannende aktiviteter for borgere og brugere i bydelen.

Lokaludvalget har besluttet en opdeling af puljen i en intern pulje (borgerinddragelse, synlighed, centrale aktiviteter og Lokaludvalgets egne projekter) på 875.000 kr. og en ekstern pulje (kan søges af lokale foreninger og aktører) på 823.000 kr. (Den oprindelige bevilling fra BR lød på 1.698.000 kr., men denne er i løbet af året blevet p/l-reguleret til 1.676.000 kr.). 

Oversigt over puljeøkonomien
Budget                       1.676.000
Interne projekter disponeret dd.                          746.789
Eksterne projekter disponeret dd.                           834.009
Rest                            95.202

Beslutning

Orienteringen blev taget til efterretning.

Christian Hesselberg nævnte at han på næste møde vil foreslå at bruge resten af puljen på projektet "Den grønne forbindelse".

Erik Fisker spurgte til deltagerantallet i 2700-løbet, og bad om generelt at få oplyst deltagerantal i puljeafrapporteringsteksterne.
Til top