Mødedato: 21.09.2017, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65, 2700 Brønshøj (lokale 204)

Ansøgning om støtte til "Julefest for seniorer"

Indstilling

Formanden indstiller,

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilger 10.000 kr. til projektet "Julefest for seniorer".

Problemstilling

Bydelens pensionistklubber søger støtte til at afholde et socialt arrangement med musik for bydelens seniorer. Arrangementet afholdes i Tingbjerg Pensionist Center, sandsynligvis lørdag den 25. november 2017.

Festen arrangeres i et samarbejde mellem Aktivitetscentret i Pilegården, Husum Vænge Centeret, Fællesrådet, Tingbjerg Pensionist Center, Hjemmeplejen Husum Vænge og Tingbjerghjemmet. Arrangementet har til formål at synliggøre hvilke aktivitetsmuligheder der er er i bydelen og som et led i indsatsen for at minimere ensomhed og isolation blandt seniorer.

Til julefesten vil der være musik, dans og spisning. Der vil være 'sociale bordformænd', der sørger for, at ingen sidder alene.

Målgruppen er seniorer i alderen 60+. Arrangementet er åbent for alle. Ansøger forventer 110 deltagere. Der er en deltagerbetaling på ca. 120 kr. per person. Festen annonceres gennem lokalpressen, pensionistcentrenes hjemmesider, beboerblade, Bydelsportalen og fysiske opslag i området samt i pensionistcentrene.

Ansøgt beløb: 20.000 kr.

Forventede udgifter: 32.500 kr.

Deltagerbetaling: 12.500 kr.

Støtten søges til musikerhonorarer og PR. Udgifterne til forplejning dækkes af deltagerbetalingen. Ansøgerne bidrager selv med frivilligt arbejde i form af bordopstilling og 15 frivillige, som hjælper til ved arrangementet, bl.a. ved at hente/bringe gangbesværede beboere til festen. 

Pensionistklubberne har tidligere fået støtte til lignende fælles festaktiviteter, senest i 2016, hvor Lokaludvalget støttede med 17.000 kr.

Ansøgningen har været behandlet i Social- og Sundhedsudvalget der indstiller, at der gives støtte som ansøgt. Formålet er bl.a. at minimere ensomhed og isolation, hvilket udvalget meget gerne vil bakke op om.

Ansøgningen har desuden været behandlet i Kulturudvalget der indstiller, at der bevilliges 10.000 kr. til arrangementet. Lokaludvalget har begrænsede midler og Kulturudvalget finder at honoraret til musikerne er uforholdsmæssigt stort. Med de 10.000 kr. gives der et tilskud på 100 kr. pr. deltager hvis 100 personer deltager som angivet. Forretningsudvalget støtter denne indstilling med den begrundelse, der er nævnt under "Løsning A". 

Løsning

Der er en delt indstilling, og Lokaludvalget beslutter enten

A: Projektet bevilges delvis støtte på 10.000 kr. At der ikke gives fuld støtte skyldes en økonomisk prioritering af Lokaludvalgets resterende puljemidler. Desuden finder Lokaludvalget, at udgifterne til musikerhonorarer er forholdvis høje.  

eller

B: Projektet bevilges den ansøgte støtte på 20.000 kr.  

Økonomi

Pengene tages fra restpuljen.

Beslutning

Projektet bevilges delvis støtte på 10.000 kr. At der ikke gives fuld støtte skyldes en økonomisk prioritering af Lokaludvalgets resterende puljemidler. Desuden finder Lokaludvalget, at udgifterne til musikerhonorarer er forholdvis høje.

Beslutningen blev truffet ved afstemning, idet der først blev stemt om at give den fulde ansøgte støtte på 20.000 kr. Herfor stemte to (Ernst Emil Sørensen og Pernille Høholt) og 10 stemte imod (Lis Søkvist, Hans S. Christensen, Lasse Karlson, Tahira Ashraf, Christoffer Rosenkrands, Lars Søndergaard, Kirsten Møller, Niels Jørgen Madsen, Hans Bo Larsen, Stig Kaspersen). En undlod at stemme (Aihua Yan)

.
Til top