Mødedato: 21.09.2017, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65, 2700 Brønshøj (lokale 204)

Ansøgning om støtte til "E Sport i 2700"

Indstilling

Formanden indstiller,

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilger 30.000 kr. til projektet "E Sport i 2700".

Problemstilling

De lokale frivillige foreninger ISA Tingbjerg og Streetsoccer.dk søger støtte til at starte E-sport (udøvelse af computerspil på konkurrenceniveau) i Tingbjerg. 

E-sport er blevet godkendt som sportsgren af idrætsorganisationerne og har stor fremgang i Danmark. De ansøgende foreninger ønsker at opstarte E-sport-aktiviteter i bydelen med opbakning fra en række institutioner, herunder skoler og ungdomsskoler i bydelen. Foreningerne ønsker at afholde to faste træningsdage om ugen i et foreningslokale på Tingbjerg Skole.

Projektet starter senest den 1. november. Ansøger ønsker at starte aktiviteterne op i 2017 og fra 2018 søge støtte til drift fra bl.a. Københavns Kommune og DGI. Det er gratis at deltage i aktiviteterne i 2017, men fra 2018 vil deltagerne skulle betale kontingent til foreningen. 

Ansøger ønsker at afholde to stævner med intro til E-sport i hallen ved Tingbjerg Skole. Her mødes deltagerne og spiller computer sammen. 

Desuden ønsker ansøger at uddanne 5 rollemodeller/ansvarlige voksne i E-sport.

Målgruppen er børn og unge fra 8-18 år. Ansøger forventer at i alt 200 børn og unge deltager i aktiviteterne.

Der gøres reklame for projektet via netværk, Facebook, flyers og plakater samt besøg i klubberne i området.

Ansøgt beløb: 62.000 kr.

Forventede udgifter: 65.000 kr.

Forventede indtægter: 3.000 kr.

Projektet rummer udgifter til uddannelse af rollemodeller og afholdelses af LAN-stævne, herunder leje af udstyr, PR, aflønning af vagter samt køb af præmier og t-shirts m.m. Projektet rummer indtægter fra salg fra boder til stævnerne.

Ansøger bidrager med frivilligt arbejde til projektet. Tingbjerg Skole stiller gratis lokale til rådighed.

Ansøgningen har ikke være behandlet i noget fagudvalg. Forretningsudvalget indstiller til delvis støtte med den begrundelse, der er nævnt under "Løsning".

Forretningsudvalget har bedt sekretariatet undersøge, om ansøger kan gennemføre den del af projektet, der omfatter to E-sport stævner, hvis Lokaludvalget giver støtte til leje af udstyr. Ansøger har meddelt, at dette er realistisk og at ansøger muligvis kan opnå supplerende støtte andetsteds fra. Sekretariatet har desuden spurgt ansøger, om datoerne for de to stævner er fastlagt. Ansøger fortæller, at datoerne ikke er fastlagt, men at stævnerne skal afholdes med noget tid imellem, altså ikke fx den samme weekend. Ansøger vil muligvis afholde det sidste af de to stævner i juleferien, og er opmærksom på, at projektet skal afsluttes inden årets udgang og at regnskab skal sendes senest den 3. januar.

Løsning

Projektet bevilges delvis støtte på 30.000 kr., der øremærkes udgifterne til leje af udstyr til afholdelse af to LAN stævner/intro til E-sport.  Det forventes at ansøger selv afholder de resterende udgifter til E-sport stævnerne og at stævnerne afvikles som beskrevet i ansøgningen. At der ikke gives fuld støtte skyldes en økonomisk prioritering af Lokaludvalgets resterende puljemidler.  

Økonomi

Pengene tages fra restpuljen.

Beslutning

Projektet bevilges delvis støtte på 30.000 kr., der øremærkes udgifterne til leje af udstyr til afholdelse af to LAN stævner/intro til E-sport. Det forventes at ansøger selv afholder de resterende udgifter til E-sport stævnerne og at stævnerne afvikles som beskrevet i ansøgningen. At der ikke gives fuld støtte skyldes en økonomisk prioritering af Lokaludvalgets resterende puljemidler.

Til top