Mødedato: 21.06.2018, kl. 18:30
Mødested: Kulturhuset Pilegården, Brønshøjvej 17, 2700 Brønshøj (salen på 1. sal)

Ansøgning om støtte til "Beboerhønsehus i Haven i Tingbjerg"

Indstilling

Formanden indstiller,

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilger 15.000 kr. til projektet "Beboerhønsehus i Haven i Tingbjerg"

Problemstilling

Masood Cheema (lokal borger) søger støtte til at bygge et hønsehus og en hønsegård i Haven i Tingbjerg i løbet af sommeren 2018.

En gruppe beboere ønsker at holde høns i Haven i Tingbjerg. Ideen er, at hønsegruppen bliver en selvkørende gruppe under Haven i Tingbjergs brugergruppe. Meningen er at det skal være en åben gruppe på den måde at hvis en familie trækker sig fra projektet, så kommer en ny fra ventelisten ind, så der hele tiden er 4-5 familier tilknyttet. Alle familier i området kan komme på ventelisten. De ansvarshavende familier har retten til æggene. Det er gratis at være med i hønsegruppen, men familierne skal betale for hønsefoder m.v.  

Ansøger forventer, at 10 personer vil blive involveret i projektet. Projektet annonceres via Tingbjerg Gadeplans Facebook-side.  

Dette projekt realiseres i samarbejde mellem Den boligsociale indsats i Tingbjerg, Tingbjerg Gadeteam og brugerbestyrelsen i Haven. ’Haven i Tingbjerg’ er startet af Børne- og Ungdomsforvaltningen og har siden februar 2015 skabt liv i det 1000 m2 store grønne område ved Virkefeltet i Tingbjerg. Projektet er opstået i samarbejde mellem ungdomsklubben Klub3eren, Socialforvaltningens gadeplansprojekt (Ny Start) og gartnerne i boligselskabet FSB.

Ansøgt beløb: 15.000 kr.

Forventede udgifter: 15.000 kr.

Ansøger, beboergruppen og gadeplansmedarbejderne bidrager med frivilligt arbejde med at opføre hønsehuset. Familierne i hønsegruppen afholder selv udgifterne til køb af høns samt løbende udgifter til foder m.v.

Ansøgningen har været behandlet i Social- og Sundhedsudvalget, der indstiller, at der gives støtte som ansøgt. Forretningsudvalget støtter denne indstilling. Byudviklingsudvalget støtter ligeledes ansøgningen og anbefaler, at man ved etableringen tager højde for et muligt fremtidigt krav om sikring mod fugleinfluenza (mulighed for overdækning af hønsegård). Forretningsudvalget støtter fagudvalgenes indstilling, idet der lægges vægt på projektets sociale og demokratiudviklende aspekter.  

Løsning

Projektet bevilges støtte på 15.000 kr.

Økonomi

Pengene tages fra Pulje A, Bydelspuljen.

Beslutning

Indstillingen blev tiltrådt, og projektet bevilges den ansøgte støtte på 15.000 kr.

Til top