Mødedato: 21.05.2015, kl. 18:30
Mødested: Kulturhuset Pilegården, Brønshøjvej 17B, 2700 Brønshøj

Meddelelser

Høringer

Partshøring - vedr. Haveforeningen Brønshøjholm: Der er kommet nye adresseregler i maj 2014, og derfor er Københavns Kommune nu i gang med at fastsætte adresser for en række områder, der i dag ikke har tilstrækkeligt antal adresser. Hf. Brønshøjholm er et af de steder, hvor der i dag kun er en enkelt officiel adresse. Kommunen har sendt sagen i partshøring med fristen 1. juni. Byudviklingsudvalget har behandlet sagen på sit møde i marts. Udvalget foreslår følgende svar: "Brønshøj – Husum Lokaludvalg tilslutter sig forslaget til nye adresser for HF Brønshøjholm. Hvis der er tilsvarende problemer for andre haveforeninger i bydelen, ser vi frem til en løsning af dem også. F.eks. har Lokaludvalget for nyligt haft et tilfælde, hvor politiet ikke kunne finde en adresse i HF Birkevang". Svaret er indsendt til forvaltningen.

Bystævneparken og Ruten: Den planlagte dialog med medarbejdere fra Center for Byudvikling udskydes til mødet 18. juni. Udkast til Byudviklingsplan/strategi for Tingbjerg-Husum og to Helhedsplaner for hhv. Bystævneparken og Ruten vil blive offentliggjort på Teknik- og Miljøudvalgets dagsorden for mødet 22. juni (og vil være at finde på kk.dk omkring den 12. juni).

Meddelelser fra sekretariatet

Sekretariatet er i gang med opgave vedr. årlig efterprøvning af foreningerne repræsenteret i Lokaludvalget. Det er en ny opgave, vi i Økonomiforvaltningen skal gøre fra 2015. Sekretariatet har skrevet ud til alle foreninger for at tjekke at de stadig er aktive i bydelen. Alle foreninger er blevet bedt om at indsende dokumentation på, at der er aktivitet, dvs. møder eller arrangementer. Alle bedes svare, også selvom vi udmærket godt ved, at I laver noget, så er sekretariatet nødt til at have formalia i orden.

Efterprøvningen sker i henhold til  § 8, stk. 2, i retningslinjerne for valg til lokaludvalg:

"Stk. 2: Lokaludvalgets sekretariat skal i løbet af lokaludvalgenes valgperiode en gang årligt eller på foranledning undersøge, om foreningen stadig har aktiviteter i bydelen. Dokumentation herfor kan f.eks. ske ved at foreningen fremsender referat af generalforsamling, bestyrelsesmøder eller lignende eller en beskrivelse af foreningens aktiviteter i bydelen."





Invitationer
Inddragelse af udsatte grupper: Dansk Arkitekturcenter og nogle arkitekter og antropologer inviterer blandt andre lokaludvalg til debatmødet: Hvordan sikrer vi som fagfolk, at de udsatte grupper får en plads i byudvikling? Hvordan inddrager vi socialt udsatte, så vi undgår at reproducere vores eget billede af byen? Og hvordan overkommer vi som planlæggere og arkitekter de barrierer, som opstår i mødet mellem forskellige forståelseshorisonter og opfattelser af den gode by? Det er onsdag den 20. maj kl. 14.30-17.00 på DAC. Tilmelding via linket: http://www.dac.dk/da/service-sider/kalender/2015/maj/take-over-by-carlbergchristensen/

Beslutning

Erik Fisker har gjort status på mødedeltagelsen og snakket med nogle af de medlemmer, som ofte udebliver til møderne. Tareq Abdulrahman vil snakke med sin suppleant og lave aftaler om hvem der deltager hvornår, Lars Søndergår vil gerne vende tilbage fra orlov til juni og Jakob Dabrowski viser sig at være udtrådt. 

Erik Fisker fortalte, at borgmester Morten Kabell samme dag har været på tur i Husum med Områdefornyelsen.
Til top