Mødedato: 21.04.2016, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65, 2700 Brønshøj

Statusorientering om lokaludvalgets egne projekter

Kulturdag: Planlægningen af Kulturdag skrider fremad. Programmet kommer bl.a. til at byde på Rasmus Klump & Malene Qvist og Pharfar & Kaka. Der kommer desuden til at være åbent hus på det nye bibliotek, ligesom Brønshøj Skole ønsker at invitere på rundvisning i den nye ombygning. Dette vil dog være inden kl. 11, hvor Kulturdagen begynder.

Besøg fra Socialforvaltningen: Børn-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget (BUFI) har på deres møde den 05.april haft besøg af Socialforvaltningen vedr. Centerplan Vanløse-Brønshøj-Husum. Forvaltningen vil gerne bruge BUFI/Lokaludvalget som sparringspartner på flere forskellige områder. Efter en god og inspirerende dialog blev det aftalt, at der skal skabes yderligere dialog ved bl.a. at invitere til de kommende møder, hvor BUFI i kraft af deres netværk kan skabe en egentlig kontakt til bl.a. foreninger og evt. også erhvervsliv. Endvidere var der mulighed for, at de kan komme og fortælle hele Lokaludvalget omkring deres mål, og  hvilke midler/ressourcer de kan bringe ind i et evt. samarbejde.

Lægemangel på Frederikssundsvej: Efter lægemanglen på Frederikssundsvej blev bragt op af en tilhører på lokaludvalgsmødet i marts, har Social- og Sundhedsudvalget drøftet sagen. Forretningsudvalget har ligeledes drøftet sagen og planlægger at tage punktet op på lokaludvalgsmødet i maj.

Beslutning

Ingen bemærkninger udover den skriftlige, udsendte orientering.
Til top