Mødedato: 21.03.2019, kl. 18:30
Mødested: Energicenter Voldparken, Kobbelvænget 65 (lokale 204)

Ansøgning om støtte til "Syng Højt! 2019"

Indstilling

Formanden indstiller,

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilger 40.000 kr. til projektet "Syng Højt! 2019"

Problemstilling

Peter Rønn Musikoplevelser (lokalt firma) søger om støtte til at afholde det årligt tilbagevendende musikarrangement "Syng Højt!" på Bellahøj Friluftsscene samt til en foregående sangpædagogisk proces for børneinstitutioner i hele København. Musikarrangementet afholdes i august eller september 2019. Den præcise dato koordineres med Teknik- og Miljøforvaltningen.  

Syng Højt! har eksisteret som siden 2012 og er et musikalsk tilbud til vuggestuer, børnehaver og 0.-2. klasser. Projektet rummer et forberedende sangpædagogisk forløb, hvor de medvirkende institutioner modtager læringsmateriale til forberedelse af koncerten. På koncertdagen ledes sangene af erfaren børnedirigent, kendte børneværter og optræden ved musikere og korsangere. Syng Højt! er en del af den nationale kampagne ”Små synger sammen” som i 2019 arrangeres af Sangens Hus. 

Målgruppen er børn, pædagoger og lærere fra alle børneinstitutioner i hele københavnsområdet samt 0.-2.klasser: de 0-8-årige med hovedvægt på de 1-6-årige. Der er særligt fokus på at få institutioner fra Brønshøj-Husum, Bispebjerg og Vanløse som deltagere. Desuden inviteres områdets ældre medborgere til at overvære koncerten. Koncerten er gratis og åben for alle. Ansøger forventer 2.300 deltagere, heraf mindst 700 børn, 150 voksne og 20 ældre fra Brønshøj/Husum/Tingbjerg-området.

Der gøres reklame for projektet via aviser, bibliotekernes platforme, sociale medier (Facebook-annoncer) samt direkte mail og telefonopkald til børneinstitutioner.

Ansøger forventer at samarbejde med følgende aktører: Kultur N, der bidrager med teltudlån, strømforbrug og hjælp til markedsføring. Restaurant Bellahøj, der udlåner toiletter og hjælper med backstage, kaffe og te. De lokale institutioner Gemmet og Tusindfryd, der bidrager med bl.a. pædagogisk udvikling.

Ansøgt beløb: 40.000 kr.                                                                         

Forventede udgifter: 155.000 kr.

Forventede indtægter: 115.000 kr.

Projektet har udgifter til bl.a. honorarer for optræden og projektledelse (ansøger selv), leje af udstyr, PR, KODA-afgift, fotograf, førstehjælpsvagter m.v. Ansøger søger også støtte hos Københavns Musikudvalg, Københavns Kommunes projekt "Mere Musik til Byens Børn" samt Bispebjerg og Vanløse Lokaludvalg. Foruden samarbejdspartnernes bidrag bidrager ansøger med ulønnet arbejdskraft, kontorhold og opmagasinering m.m.

Lokaludvalget har tidligere år støttet Syng Højt!, senest med 40.000 kr. i 2018.

Kulturudvalget har efterspurgt viden om hvilke institutioner der inviteres og deltager, særligt de lokale institutioner. Ansøger oplyser, at alle institutioner i Brønshøj-Husum inviteres. Tidligere har tilmeldingsfordelingen i grove træk set således ud:

  • Brønshøj/ Husum/ Tingbjerg/ Voldparken: 34% 
  • Hovedsaligt 2700 området: Lokalt boende pensionister, barslende forældre+børn m. fl.: 4 %
  • Vanløse: 35% 
  • Bispebjerg/ Nord Vest: 22%
  • Nørrebro, Frederiksberg, Amager m. fl.. : 5% 

Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget ønsker at vide, om Syng Højt! kan afvikles, hvis ikke renoveringen af friluftsscenen er gennemført. Ansøger svarer, at Syng Højt! godt kan gennemføres uden renovering og forventeligt også hvis renoveringen er påbegyndt, men ikke er afsluttet, da arrangementet ikke kræver at det fulde publikumsareal kan benyttes. Alternativt er hensigten, at der planlægges til afvikling andet steds. 

Ansøgningen har været behandlet i Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget og Kulturudvalget. Begge udvalg indstiller, at der gives støtte som ansøgt. Forretningsudvalget støtter denne indstilling.

Løsning

Projektet bevilges støtte på 40.000 kr.

Økonomi

Pengene tages fra Pulje A, Bydelspuljen.

 

Beslutning

Indstillingen blev tiltrådt
Til top