Ansøgning om støtte til "Danmarks Internationale Gadeteaterfestival til Brønshøj-Husum, Bispebjerg og Nørrebro"
Indstilling
Formanden indstiller,
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilger 25.000 kr. til projektet "Danmarks Internationale Gadeteaterfestival"
Problemstilling
Teatergruppen Batida, der er hjemhørende i Bispebjerg, søger støtte til at bringe Danmarks Internationale Gadeteaterfestival til Bispebjerg, Nørrebro og Brønshøj-Husum den 18.-25. august 2019.Danmarks Internationale Gadeteaterfestival er en turnerende festival, som de seneste to år også har været afholdt i København. I den del af festivalen, der søges støtte til, spiller internationale teaterkompagnier i alt 21 forestillinger i Brønshøj-Husum, Bispebjerg og på Nørrebro. Ansøger forventer, at 8-10 af disse forestillinger vil blive spillet i Brønshøj-Husum, sandsynligvis ved Tingbjerg Skole, Husumparken, Ved Bellahøj Nord 3-5 og Brønshøj Torv.
Ansøger samarbejder med ledelsen i Kultur N, samt følgende lokale samarbejdspartnere, der hjælper med annoncering og afvikling på spillestederne: Rasmus Elleby (Brønshøj Bibliotek), Laust Færch (Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus). Frank Bentin (bestyrelsesmedlem af boligforeningen Bellahøj FSB). Annette Samsøe (skoleleder på Husum Skole). Sekretariatet har modtaget skriftlige bekræftelser fra alle de nævnte lokale samarbejdsparter.
Gadeteaterfestivalen udspiller sig i det offentlige rum og vil være gratis at overvære for publikum. Målgruppen er både børn, unge og voksne og ansøger forventer i alt 4500 deltagere i de tre bydele.
Festivalen markedsføres via udsendelse af pressemeddelelser til lokale aviser og via hjemmesiden www.gadeteaterfestival.dk samt den tilhørende facebookside, ligesom Batida selv vil annoncere på deres hjemmeside og facebookside. Desuden udleveres plakater, flyers, digitalt skærmmateriale etc. til samarbejdspartnerne.
Ansøgt beløb: 25.000 kr.
Forventede udgifter: 150.000 kr.
Forventede indtægter: 125.000 kr.
For at få festivalen til Brønshøj-Husum, Bispebjerg og Nørrebro skal ansøger betale 300.000 kr. til festivalens sekretariat. Disse penge går til honorarer og rejseudgifter til de medvirkende teatergrupper samt til festivalens centrale koordinering. Alle forestillingerne er refusionsgodkendte, hvorfor staten bidrager med 150.000 kr. i refusion. Kultur N bidrager med medfinansiering på 50.000 kr. For at dække de resterende udgifter ansøges Bispebjerg (er bevilget) og Nørrebro Lokaludvalg samt Områdefornyelsen NV. Teatergruppen Batida stiller lokaler til rådighed som indkvartering for de internationale teaterkompagnier og varetager forberedelse og afvikling af festivalen i de tre bydele.
Projektet har tidligere fået støtte fra Bydelspuljen, senest i 2018, hvor lokaludvalget støttede med 25.000 kr.
Ansøgningen har været behandlet i Kulturudvalget, der indstiller at der gives støtte som ansøgt. Forretningsudvalget støtter denne indstilling.
Løsning
Projektet bevilges støtte på 25.000 kr.
Økonomi
Pengene tages fra Pulje A, Bydelspuljen.