Ansøgning om støtte til "Bella Sound"
Indstilling
Formanden indstiller,
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg giver afslag på ansøgningen til projektet "Bella Sound"
Problemstilling
To unge fra Bellahøjhusene søger sammen med Ny Start i Bellahøj støtte til et projekt, hvor unge undervises i musik og sangskrivning af professionelle musikere og producere. Projektet finder sted i et lydstudie i Bellahøjhusene fra marts 2019 og tre måneder frem.
Ambitionen er, at de unge skal selv skrive musik og tekster gennem musik fortælle, hvad de har på hjerte, og hvad de ønsker at forandre og dermed inspirere andre unge.
Målgruppen er unge med anden etnisk baggrund end dansk. Pt er tre unge engageret i projektet og flere unge vil løbende blive en del af projektet.
Projektets resultater vil ved afslutning af opstartsperioden blive slået op på diverse sociale medier og forsøgt omtalt via SSP og Socialforvaltningens medier. Desuden er ønsket at fremføre en optræden med de involverede unge, hvilket ansøger gerne vil annoncere i lokalavisen, lokal-tv og sociale medier.
Ansøgt beløb: 10.000 kr.
Forventede udgifter: 59.500 kr.
Forventede indtægter: 30.000 kr.
Projektet rummer udgifter til indkøb af udstyr, honorarer til undervisere samt leje af lydstudie. Projektets indtægter stammer fra forventet tilskud fra SSP samt fondssøgning. Ny Start bidrager med medarbejdertimer.
Sekretariatet har modtaget uddybende oplysninger om projektet via mail, som opsummeres her: Projektet skal ses som et pilotprojekt, hvor tre unge får mulighed for at deltage i forløbet. Flere fra de tre unges omgangskreds vil dog blive inddraget i projektet og fx deltage i indspilningerne. Hvis projektet bliver en succes og det er muligt at skaffe yderligere finansiering, vil forløbet blive tilbudt flere unge i Bellahøj. Projektet er pt. underfinansieret, men ansøger planlægger at søge flere fonde, bl.a. Tuborgfondet.
Ansøgningen har været behandlet i Social- og Sundhedsudvalget, der indstiller at der gives støtte på 10.000 kr. der øremærkes undervisning. Ansøgningen har også været behandlet i Børne- Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget, der indstiller at der gives afslag, da projektet har en meget snæver målgruppe og rummer store udgifter til indkøb af udstyr. Forretningsudvalget støtter denne indstilling, med den begrundelse der er nævnt under "Løsning A".
Løsning
Der er en delt indstilling. Lokaludvalget beslutter enten:
A: Der gives afslag på støtte. Begrundelsen for afslaget er, at projektet har en meget snæver målgruppe og derfor vurderes ikke at være tilstrækkeligt netværksskabende eller bydelsrettet.
eller
B: Projektet bevilges støtte på 10.000 kr., der øremærkes udgifter til undervisning.
Økonomi
Pengene tages fra Pulje A, Bydelspuljen, såfremt der bevilges støtte.
Beslutning
Lokaludvalget besluttede efter afstemning at følge indstilling B og støtte projektet med 10.000 kr. øremærket undervisning.
For at følge indstilling B stemte: Trille Utzon-Frank, Anni Christensen, Ernst Emil Sørensen, Stine Skot, Palle Lolk, Ida Jørgensen, Pernille Høholt-Larsen, Lis Søkvist. Imod stemte: Jarl Feyling, Michael Hoff, Kirsten Møller, Mikkel Houman, Christoffer Rosenkrands. Følgende undlod at stemme: Søren Cloos.