Mødedato: 20.09.2018, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65, 2700 Brønshøj (lokale 204)

Ansøgning om støtte til "THE TOO LATE NIGHT SHOW"

Indstilling

Formanden indstiller,

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg giver afslag på ansøgningen til projektet "THE TOO LATE NIGHT SHOW"

Problemstilling

Alarm Film I/S v. Sebastian R. Søndergaard, bosiddende på Østerbro, søger støtte til at filme og producere en web-tvserie om online-kultur og 'fake news'. Desuden afholdes et åbent premierearrangement med et oplæg om fake news. Optagelser og premiere finder sted på Brønshøj Bibliotek. Optagelserne finder sted i efteråret med premierearrangement den 29. november 2018.

Webserien er en karikatur over kendte 'late night' talkshows og har til formål at give et satirisk blik på moderne journalistik og online-kultur. Serien filmes og produceres af 7 unge i alderen 24-27 år. Seriens målgruppe er 12-17 årige.

Til premierearrangementet på Brønshøj Bibliotek vil webserien blive vist. Desuden vil der være oplæg fra Mads Vestergaard, forfatter til bogen "Fake news - når virkeligheden taber".

Ansøger forventer 80-100 publikummer til premieren, hovedsageligt lokale børn og unge.

Ansøger ønsker at samarbejde med folkeskoler i Brønshøj og producere skolemateriale om journalistik og kildekritik, der kan bruges i danskundervisning. Ansøger oplyser, at han har kontaktet både Brønshøj Bibliotek og bydelens fem folkeskoler om et muligt samarbejde, men endnu ikke fået svar.

Serien skal efter premieren på Brønshøj Bibliotek distribueres igennem YouTubes videoplatform. Serien vil være gratis tilgængeligt for alle. Skolerne i Brønshøj informeres om projektet via invitationer samt skolemateriale og info om oplægsholder.

Ansøgt beløb: 18.000 kr.

Forventede udgifter: 25.500 kr.

Forventede indtægter: 7.500 kr.

Støtten søges til leje af udstyr, produktionsudgifter, tryk, forplejning, honorar til grafiker, lokaleleje, PR m.m.

Ansøger har desuden søgt støtte hos ungdomskulturpuljen Snabslanten (forventede indtægter). Alle medvirkende arbejder frivilligt, men får udgifter til transport og forplejning betalt.

Ansøgningen har været behandlet i Kulturudvalget, der indstiller til, at der gives afslag, da der mangler lokal forankring i form af samarbejdsaftaler. Det er et arrangement, som skolerne med fordel selv kan tage initiativ til. Forretningsudvalget støtter denne indstilling med den begrundelse, der er nævnt under "Løsning".

Løsning

Der gives afslag på støtte. Begrundelsen for afslaget er, at projektet savner lokal forankring i form af aftaler med og større grad af involvering af lokale samarbejdspartnere.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt
Til top