Henvendelse til Teknik- og Miljøudvalget ang. Copenhagen Historic Grand Prix
Tidligere beslutninger
Lokaludvalget besluttede på sit møde 17. maj 2018, at Lokaludvalget følger afvikling og evaluering af Copenhagen Historic Grand Prix, som afvikles i august 2018, tæt.
Videre blev det foreslået, at Lokaludvalget som forberedelse til drøftelsen skulle spørge det elektroniske borgerpanel (4.000 borgere i Brønshøj-Husum) om oplevelser og gener ved løbet.
Indstilling
Formanden indstiller,
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg godkender udkastet til brev til Teknik- og Miljøudvalget om Copenhagen Historic Grand Prix.
Problemstilling
I weekenden d. 4. - 5. august 2018 blev der for 6. gang afholdt Copenhagen Historic Grand Prix. Copenhagen Historic Grand Prix er et motorløb for historiske racerbiler på en afspærret bane rundt om Bellahøj Marken den første weekend i august.
Løbet har tidligere givet anledning til klager fra naboer – både ift. støj, forurening og begrænset fremkommelighed.
Borgerrepræsentationen gav i slutningen af 2017 Copenhagen Historic Grand Prix principiel tilladelse til fortsat at afholde det årlige motorløb rundt om Bellahøj Marken i årene 2019-2021 (BR-beslutning fra 30.11.2017 vedhæftet i bilag). Dog skal forvaltningen hvert år give konkret arrangementstilladelse på baggrund af gennemførte evalueringer.
Brønshøj-Husum Lokaludvalg gennemførte i perioden 8. august til 28. august en undersøgelse om beboerne i bydelens holdning til og oplevelse af løbet. Formålet med undersøgelsen var, at give lokaludvalget et oplyst grundlag til at tage stilling til det videre arbejde med problemstillingen.
Surveyet blev både udsendt i Brønshøj-Husum Borgerpanel samt distribueret via et selvoprettelseslink. Der var 2089 respondenter i alt – heraf 1983 besvarelser igennem borgerpanelet og 106 via selvoprettelse.
Af undersøgelsens resultater fremgår det, at mange beboere i bydelen er generet af løbet. De samlede resultater samt et notat om undersøgelsen er vedhæftede som bilag.
Løsning
Videre proces
Sekretariatet fremsender brevet til Teknik- og Miljøudvalget.