Mødedato: 20.09.2018, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65, 2700 Brønshøj (lokale 204)

Jul i Brønshøj Vandtårn 2018 - projektbeskrivelse og bevilling

Se alle bilag

Indstilling

Formanden indstiller, 

1. At Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilger  79.800 kr. til projektet "Jul i Vandtårnet" 

Problemstilling

Kulturudvalget foreslår, at Lokaludvalget for fjerde i år i træk arrangerer "Jul i Vandtårnet". Arrangementet afholdes lørdag den 8. december 2018 i samarbejde med Kulturhuset Pilegården.

Formålet med arrangementet er bl.a. at sætte fokus på Brønshøj Vandtårn som nyt lokalt kultursted samt mobilisere flere foreninger og kulturelle aktører i lokalområdet til sammen at afholde større kulturelle arrangementer til glæde for borgerne og til gavn for netværksdannelsen blandt foreningerne.

Arrangementet består af: 

  • Nisseoptog med julepyntet brandbil og jazzorkester fra Tingbjerg til Brønshøj Torv, hvorfra der gås Street Parade med fakler til vandtårnet.
  • 2 koncerter i vandtårnet med deltagelse af lokale kunstnere
  • Udskænkning ved vandtårnet i forbindelse med lystænding
  • Spejderaktiviteter på plænen ved vandtårnet

Der forventes 300 deltagere til koncerterne.

Kulturudvalget vil med hjælp fra sekretariatet arbejde på igen i år at få kultur- og fritidsborgmesteren til at tale ved lystændningen.

Forventede samarbejdspartnere er lokale musikere og foreninger herunder, Brønshøj Kirkes Pigekors forældre, Spejdergruppen Bellahøj 21st Barking og boligforeninger i Tingbjerg. Andre kan komme til.  

Arrangementet i vandtårnet afholdes under forudsætning af, at den planlagte renovering af Brønshøj Vandtårn er afsluttet eller at arrangementet kan afholdes uden at være til gene for renoveringen.

Vedr. lys på Vandtårnet

Kulturhuset Pilegården er igen år ansvarlig for opsætning af lyskæder på vandtårnet. Pilegården har sendt ansøgning til Bydelspuljen, ligeledes til behandling på dette lokaludvalgsmøde.  

Løsning

Lokaludvalget bevilger 79.800 kr. til "Jul i Vandtårnet".

Økonomi

Budget
Materialer: telte, varmeblæsere, brandbil og lys/udsmykning: 28.000 kr.
Honorarer til medvirkende: 33.000 kr.
Forplejning: 2.500 kr.
PR og formidling: 9.500 kr.
Uforudsete udgifter og strøm: 6.800 kr.
I alt: 79.800 kr.

Et detaljeret budget for aktiviteten fremgår af projektbeskrivelsen i bilag.
Pengene tages fra Pulje B.

Efter aftale med medarrangøren Kulturhuset Pilegården varetager kulturhuset billetter til arrangementet. Billetterne sælges til 50 kr. stykket. Billetindtægterne går til Brønshøj Vandtårn/Kulturhuset Pilegården, som vil bruge indtægterne til indkøb/leje af siddefaciliteter til Vandtårnet.

Videre proces

Det videre arbejde sker i samarbejde mellem Kulturudvalget, Kulturhuset Pilegården og sekretariatet. Kulturudvalget er ansvarlige for planlægning og koordination af indhold og program. Sekretariatet tager sig af økonomistyring, indkøb og udbetalinger/kontrakter. Desuden indhenter sekretariatet de nødvendige tilladelser og varetager PR i samarbejde med Kulturhuset Pilegården. Pilegården varetager billetsalg, koordinerer i forhold til renoveringen af vandtårnet og sikrer det praktiske omkring etablering af lyset i og på tårnet.

.

 

Beslutning

Indstillingen blev godkendt
Til top