Mødedato: 20.09.2018, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65, 2700 Brønshøj (lokale 204)

Ansøgning om støtte til "Fejring af Husumvold Menighedsbørnehaves 70 års jubilæum"

Indstilling

Formanden indstiller,

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg giver afslag på ansøgningen til projektet "Fejring af Husumvold Menighedsbørnehaves 70 års jubilæum"

Problemstilling

Henning Jensen, lokal borger, søger støtte til at trykke et festskrift i anledning af Husumvold Menighedsbørnehaves 70 års jubilæum som fejres den 3. november 2018. Fejringen holdes ved Frederikssundsvej 373, hvor Husumvold Menighedsbørnehave og Husumvold Kirke tidligere lå og ved Vindingevej 16, hvor børnehaven ligger i dag.

Husumvold Menighedsbørnehave, KFUM-spejderne Husumvold Gruppe og Husumvold Kirke ønsker sammen at markere jubilæet med et offentligt arrangement med familiegudstjeneste og aktiviteter for børn og voksne, bl.a. snobrødsbagning, virtuel skattejagt og besøg i 'bunkerene' på Vestvolden, samt en præsentation af Husumvold Kirke i tekst og billeder og senere fødselsdagssang samt servering af kaffe og kage i den nuværende børnehave.

Som led i jubilæet udgives et festskrift med tre kapitler. Første kapitel beskriver institutionens fire adresser i bydele. Endvidere beskrives udviklingen fra bondeby til bydel i København og behovet for kirker og daginstitutioner. I andet kapitel bidrager et barn fra hvert årti med nogle erindringer fra hverdagslivet, og i sidste kapitel skildres nogle af de traditioner, der blev skabt i de første år, og som stadig lever i institutionen. Festskriftet bliver på ca. 100 sider, trykkes i 200 eksemplarer og uddeles gratis.

Der kommer eksemplarer på Det Kgl. Bibliotek, Husum og Brønshøj Biblioteker, i Lokalhistorisk Arkiv, i Husumvold Kirke og Husum Kirke, fobu, Pædagogisk Historisk Samling og Brønshøj-Husum Lokaludvalg. Bogen uddeles på festdagen, leveres til de, der har bidraget med indlæg til eller fremstilling af skriftet, ligesom tidligere ledere, bestyrelsesformænd og ansatte vil få tilbudt en bog. Beboere på Vindingevej, familier i de omkringliggende grundejerforeninger, der har haft børn i ”Husumvold” vil få mulighed for at få bogen, ligesom tidligere spejdere og medlemmer af menigheden med kendskab til Frederikssundsvej 373 kan få en bog ved henvendelse. Restoplaget fordeles mellem institutionen og kirkerne.

Jubilæumsarrangementet er gratis og åbent for alle. Ansøger forventer 250 - 300 deltagere. Målgruppen er primært institutionens familier, tidligere børn, forældre, familier og ansatte – tidligere og nuværende spejdere i Husumvold Gruppe samt menigheden ved Husumvold Kirke, men ansøger forventer også, at andre med interesse for områdets historie, kultur og natur vil være interesseret i at deltage.

Arrangementet annonceres i Brønshøj-Husum Avis - enten via artikel eller betalt annonce. Desuden gennem  Lokalhistorisk Selskab, ”Famly” institutionens intranetside Pædagogisk Historisk Selskab samt div. facebook-grupper f.eks. ”For os der er opvokset i Brønshøj / Husum” og diverse grundejerforeningers hjemmesider.

Ansøger er ansat i Husumvold Menighedsbørnehave, er spejder i Husumvold Gruppe og medlem af menighedsrådet i Husumvold Kirke. Han er katalysator for udgivelsen og jubilæumsarrangementet og dén, der koordinerer mellem institution, spejdere og kirke.

Ansøgt beløb: 11.500 kr.

Forventede udgifter: 25.000 kr.

Forventet medfinansiering: 13.500 kr.

Støtten søges til at dække omkostninger til tryk af festskriftet. Udgifter materialer, toiletter, traktement og tryksag til institutionens børn dækkes af Husumvold Menighedsbørnehave.

Ansøger og de samarbejdende institutioner bidrager med medarbejdertimer, frivillig arbejdskraft ud udlån af udstyr.

Ansøgningen har været behandlet i Byudviklingsudvalget, der indstiller til, at der gives støtte som ansøgt, idet projektet støtter dokumentationen af den lokale historie. Kulturudvalget har også behandlet ansøgningen og indstiller til, at der gives afslag, da der er tale om et internt projekt. Forretningsudvalget støtter denne indstilling med den begrundelse, der er nævnt under "Løsning".

Løsning

Der gives afslag på støtte. Begrundelsen for afslaget er, at festskriftet har karakter af en intern tryksag. Lokaludvalget vurderer, at den netværksskabende effekt ved festskriftet vil være begrænset.

Beslutning

Thomas Bryde-Procida deltog fra og med dette punkt. 

Indstillingen blev godkendt.

Til top