Mødedato: 20.06.2024, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65, 1. sal i 'Fysiklokalet'

Drøftelse: Udkast kunststrategi for kunst i det offentlige rum i bydelen Brønshøj-Husum

Se alle bilag

Tidligere beslutninger

15.12.22: Brønshøj-Husum Lokaludvalg godkendte budget- projektkatalog for 2023. Lokaludvalget afsatte 20.000kr til Kunst i det offentlige rum.

22.06.23: Brønshøj-Husum Lokaludvalg besluttede at igangsætte proces for ansøgning om tilskud til honorar til en kunstfaglig rådgiver til udarbejdelse af kunststrategi hos Statens Kunstfond.

ad 2) Brønshøj-Husum Lokaludvalg gav arbejdsgruppen Kunst i det offentlige rum under Kulturudvalget mandat til at indgå samarbejdsaftale med en kunstfaglig rådgiver.

ad 3) Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilgede 20.000 kr. som rammebevilling til mødeforplejning samt medfinansiering af honorar til en kunstfaglig rådgiver.

08.12.23: Forpersonerne godkendte en ekstra bevilling på 3.000 kr. til opsætning af digitalt kunstkort. Kunstkortet skal redigeres i 2024.

14.12.23: Brønshøj-Husum Lokaludvalg godkendte budget- og projektkatalog for 2024. Lokaludvalget afsatte 25.000kr til fortsættelse af projekt 'Kunst i det offentlige rum'.

25.01.24: Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilgede 28.500 kr. til digitalt kunstkort, kunstkonsulent og borgermøder. Link til beslutningen Bevilling: Kunst i det offentlige rum - kunstkonsulent og kunstkort | Københavns Kommunes hjemmeside (kk.dk)

30.05.24: Brønshøj-Husum Lokaludvalg udsatte drøftelse af kunststrategi.

Indstilling

Forpersonen indstiller, 

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg drøfter og godkender kunststrategien, der er udarbejdet af arbejdsgruppen ’Kunst i det Offentlige Rum’  i samarbejde med kunstfaglig rådgiver.

2. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg tager kunstrute for Brønshøj-Husum til efterretning.

Problemstilling

Baggrund

Kunst i det Offentlige Rum (KOR) er en arbejdsgruppe etableret via Kulturudvalget i 2022, bestående af Søren Cloos, Ida Berendsen og Jørgen Steen Jensen. Arbejdsgruppen har indgået samarbejde med kunstfaglig rådgiver Stenka Hellfach.

KOR indgår i Bydelsplanens tema 2: Mere kunst i det offentlige rum.

KOR arbejder for at få flere kunstværker og -oplevelser i byrummet som fx gavlmalerier, steds- specifik kunst, designudsmykning, lysinstallationer, skulpturer og statuer.

Kunststrategi for kunst i det offentlige rum i bydelen Brønshøj-Husum
KOR har udarbejdet et udkast til en kunststrategi, der skal danne grundlag for et langsigtet og målrettet arbejde med kunstprojekter i det offentlige rum.

Kunststrategien udstikker retningen for, hvordan der fremover arbejdes med kunst.

Strategien er bygget op om 4 principper for kunst:

  • Identitet
  • Historie og fremtid
  • Mødesteder, grønne områder og forbindelser mellem bydelene
  • Fællesskab og samskabelse

Kunststrategien er et fleksibelt, tværfagligt og ambitiøst værktøj, der vil styrke Brønshøj-Husum Lokaludvalgs kulturelle profil. Strategien sikrer at kunst i offentlige rum indgår som medskaber af identitetsfortællingen om en divers bydel, der vægter sin mangfoldighed og sin sammenhørighed ved at sikre inddragende og engagerende processer.

Kunststrategien er vedlagt som bilag - kun med tekst. Sekretariatet har udsendt et eksemplar med billedeksempler til lokaludvalget.

Kunstrute med digitalt kort

KOR arbejder dels for en kunststrategi for bydelen, dels for at qua et digitalt kunstkort at synliggøre de kunstoplevelser, der allerede findes i bydelen. KOR har i samarbejde med KOMPOSIT kortlagt og udarbejdet digital kunstrute over eksisterende kunstværker i Brønshøj, Husum, Bellahøj og Tingbjerg: Se det digitale kunstkort HER.

Løsning

Brønshøj-Husum Lokaludvalg drøfter og godkender kunststrategien.

Brønshøj-Husum Lokaludvalg tager kunstruten over kunstværker i bydelen til efterretning.

Forretningsudvalget har drøftet kunststrategien og har to forslag til Kunststrategien: 

- ved afsnit 3 forslår Forretningsudvalget, at sætningen 'Nye værker og kunstoplevelser skal tænkes ind i en samlet plan sammen med eksisterende værker, så der kan opstå kunstruter eller kunststier man følger rundt som forbindelsesled mellem bydelens kvarterer' erstattes med bør i stedet for skal.

- at det præciseres i Kunststrategien, at relevante aktører kan være boligforeninger, grundejere, andelshavere og erhvervsdrivende mv.

 

Økonomi

For at finansiere udarbejdelsen af en kunststrategi har KOR dannet en lokal forening i 2023, der har søgt og fået bevilget 50.000 kr. fra Statens Kunstfond om tilskud til honorar til en kunstfaglig rådgiver.

Lokaludvalget har bevilget 10.000 kr. til udarbejdelsen af kunststrategien. De tages fra Pulje B: 'Egne projekter og københavnerinddragelse', hvor lokaludvalget har budgetteret med i alt 28.500 kr. til 'kunst i det offentlige rum'. Midlerne bruges til færdiggørelse af digitalt kunstkort, medbetaling kunstkonsulent samt borgermøde om kunststrategien.

 

Videre proces

Arbejdsgruppen KOR tilrettelægger selv arbejdet med ad hoc assistance fra sekretariatet:

KORs projektplan for 2024

Projekt: Godkendelse af kunststrategi Brønshøj-Husum Lokaludvalg.

Projekt: Kort over nuværende værker i det offentlige rum.

Projekt: Kort over nye mulige steder til placering af værker.

Projekt: Udvælgelse af mulige placeringer af kunstværker herunder gavlmalerier samt udarbejdelse af prioriteringsliste.

Projekt: Inddragelse af kunstkonsulent med henblik på at få hendes konkrete forslag til kunstværker og typer samt kunstnere på de udvalgte steder.

Projekt: Afprøvning af strategien ved at invitere en eller flere grundejerforeninger til møde om strategien.

Projekt: Praktisk opfølgning af udvælgelsen af placeringer af kunststeder herunder afholdelse af møder med de lokal involverede.

Projekt: Afholdelse af borgermøde om kunst i det offentlige rum med alle interesserede.  

 

Beslutning

ad 1) Brønshøj-Husum Lokaludvalg drøftede og godkendte kunststrategien med Forretningsudvalgets forslag til præciseringer, jf. Løsningsafsnittet.

ad 2) Brønshøj-Husum Lokaludvalg tog kunstrute for Brønshøj-Husum til efterretning.

Til top