Mødedato: 20.06.2024, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65, 1. sal i 'Fysiklokalet'

Høring vedr. revision af forskrift vedrørende miljøkrav for brug af brændeovne mv. i Københavns Kommune.

Se alle bilag

Indstilling

Forpersonen indstiller,

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg drøfter og beslutter høringssvar til revision af forskrift vedr. miljøkrav for brug af brændeovne mv. i Københavns Kommune.

Problemstilling

En ny forskrift for brændeovne skal sikre, at der kommer et øget fokus på partikeludledningen fra brændeovne og at kommunen får en mulighed for at forbyde ældre brændeovne installeret før 1. juni 2008 i områder udlagt til kollektiv varmeforsyning/fjernvarme.

Forvaltningen håndhæver i dag brugen af brændeovne efter miljøbeskyttelsesloven og brændeovnsbekendtgørelsen, med udgangspunkt i de henvendelser forvaltningen modtager.

Bestemmelserne i forskriften omhandler bl.a.:

  • Med forskriften fastsættes en række bestemmelser for korrekt brug af brændeovne, pejseindsatse og øvrige fyringsanlæg til brug for fast brændsel. (Brænde, træpiller mv.) Derudover skal ejere af ældre brændeovne og pejseindsatse, installeret før den 1. juni 2008, udskifte eller sløjfe deres gamle brændeovn.
  • I og med at hele Københavns Kommune er udlagt til kollektiv varmeforsyning, gælder dette også haveforeninger og øvrige områder uden kollektiv varmeforsyning. Undtaget er fx historiske ovne og ovne i fredede ejendomme.
  • Forskriftens bestemmelser håndhæves af Teknik- og Miljøforvaltningen, Område for Miljø og Byliv. Der lægges i første omgang op til en risikobaseret tilgang, hvor forskriftens bestemmelser håndhæves i klagesager over brænderøg. Der vil ikke blive ført opsøgende tilsyn.
  • Haveforeninger mv. vil i et vist omfang blive tilbudt særlig vejledning, idet tilslutning til fjernvarmenettet ikke er en økonomisk bæredygtig løsning for dem.

Høring:

I perioden 21. maj 2024 – 8. juli 2024 er der mulighed for at komme med høringssvar til ”Forskrift vedrørende miljøkrav for brug af brændeovne mv. i Københavns Kommune”.

Sekretariatet har annonceret høringen på lokaludvalgets Facebookside.

Løsning

Lokaludvalget drøfter og beslutter høringssvar.

Miljøudvalget har drøftet sagen på møde i juni. Se bilag for Miljøudvalgets kommentarer.

Byudviklingsudvalget har drøftet  sagen og er enige i miljøudvalgets høringssvar. De er positive overfor at det understreges, at kolonihaver også er underlagt forskriften, samt at det bliver en risikovurdering der afgør, om kommunen skal sætte ind for overskridelser af forskriften.

Forretningsudvalget støtter Miljøudvalgets udkast til høringssvar.

Videre proces

Sekretariatet indsender lokaludvalgets høringssvar.

Når forskriften har været i høring, vil forvaltningen tage stilling til høringssvarene. Derefter vil forskriften blive forelagt Teknik- og Miljøudvalget samt Borgerrepræsentationen. Efter endelig vedtagelse, forventer forvaltningen at kunne annoncere en ny forskrift i sidste halvdel af 2024.

Beslutning

Brønshøj-Husum Lokaludvalg drøftede og besluttede høringssvar til revision af forskrift vedr. miljøkrav for brug af brændeovne mv. i Københavns Kommune.
Til top