Ansøgning om støtte til "”Pandekager på en torsdag?” Alt. ”Fest på en mandag?”"
Indstilling
Formanden indstiller,
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg giver afslag på støtte til projektet "Pandekager på en torsdag?” Alt. ”Fest på en mandag?”"
Problemstilling
En underviser fra Center for Specialundervisning for Voksnes kommunale STU-tilbud i Bystævneparken søger støtte til at lave en kogebog. Projektet finder sted i perioden 1. august til 30. november 2019.
STU er en uddannelse særligt tilrettelagt for unge, der af fysiske eller psykiske grunde ikke kan gennemføre en anden ungdomsuddannelse.
Ansøger ønsker at lave en kogebog særlig rettet mod unge mennesker med og uden særlige udfordringer. Madretterne i bogen bygger på enkelhed, sundhed og god økonomi. De STU-studerende udvikler, afprøver og serverer retterne til bogen, og bliver støttet i processen af fagfolk, der er med på sidelinjen.Som en del af projektet afholdes smageaftner, hvor lokalsamfundet inviteres og kan kommentere på maden. Desuden afholdes en åben reception ved udgivelsen af bogen. En del af formålet med projektet er også at øge kendskabet til STU i Bystævneparken, så andre unge kan komme i gang med en uddannelse.
Ansøger forventer at mellem 20 og 30 STU-studerende involveres i projektet.
Sekretariatet har bedt ansøger redegøre for hvordan kogebogen distribueres og til hvem. Ansøger oplyser, at der trykkes 100 eksemplarer i første oplag. Kogebogen uddeles gratis til de studerende, der har været med i projektet. Andre interesserede (fx pårørende, andre undervisere, naboerne i Bystævneparken) kan købe et eksemplar for 100 kr.
Interesserede kan følge kogebogens tilblivelse på STU i Bystævneparkens Facebookside. Sekretariatet har spurgt ansøger, hvordan kogebogen og smageaftnerne markedsføres for lokalområdet. Ansøger har svaret, at der vil blive trykt en folder, der bl.a. vil blive omdelt i lokalområdet. Desuden håber ansøger på omtale i den lokale avis.
Ansøgt beløb: 15.000 kr.
Forventede udgifter: 16.000 kr.
Egenfinansiering: 1.000 kr.
Indtægter: 2.000 kr.
Projektet rummer udgifter til tryk og levering af kogebogen samt til smageaftnerne. Ansøger har til sekretariatet oplyst, at smageaftnerne rummer udgifter til tryk af flyers, køb af råvarer, honorarer til oplægsholdere samt udgifter til lodtrækningspræmier. Ud over egenfinansieringen bidrager ansøger med lønmidler/arbejdstimer. Kogebogen layoutes af frivillige. Indtægter stammer fra salg af kogebogen. Ansøger forventer at sælge 20 bøger á 100 kr. stykket.
Ansøgningen har været behandlet i Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget og Social- og Sundhedsudvalget. Begge udvalg indstiller til afslag på grund af økonomisk prioritering. Forretningsudvalget støtter denne indstilling med den begrundelse, der er nævnt under "Løsning".
Løsning
Der gives afslag på støtte. Begrundelsen for afslaget er, at lokaludvalget vurderer at udgivelsens netværksskabende værdi er begrænset og projektets målgruppe er relativ smal.