Ansøgning om støtte til "Ældredagen 2019"
Indstilling
Formanden indstiller,
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilger 19.450 kr. til projektet "Ældredagen 2019"
Problemstilling
Arbejdsgruppen bag Ældredagen 2019 søger støtte til afholdelse af den årlige Ældredag for Brønshøj-Husum-Vanløse. Ældredagen afholdes den 3. oktober 2019 i Kulturhuset Pilegården.
På dagen vil lokale aktører bemande ca. 45 stande med information for ældre om fx motion, sundhed og kost. Herudover vil der være underholdning med jazzmusik og korsang samt foredrag. Sundheds- og Omsorgsborgmester Sisse Marie Welling åbner arrangementet.
Det er et gratis og offentligt arrangement. Målgruppen er lokale borgere i alderen 60+. Der reklameres for arrangementet via plakater, pjecer og i lokale aviser. Arrangørerne forventer 700-800 deltagere.
Ældredagens arbejdsgruppe samarbejder med Lokalområdekontoret Brønshøj-Husum-Vanløse og alle § 79-klubber i bydelene.
Ansøgt beløb: 19.450 kr.
Forventede udgifter: 38.900 kr.
Forventede indtægter: 19.450 kr.
Det fremgår af ansøgningen, at der søges 38.900 kr. Ansøger søger dog kun halvdelen af beløbet, da Vanløse Lokaludvalg ligeledes søges om 19.450 kr.
Projektet rummer udgifter til honorarer til foredragsholder og musikalsk underholdning, annoncering, materialer, forplejning, evalueringsmøde m.m. Ansøger bidrager med frivillig arbejdskraft til planlægning og afviklings af arrangementet.
Lokaludvalget har tidligere støttet arrangementet Ældredagen, senest med 20.650 kr. i 2018.
Ansøgningen har været behandlet i Social- og Sundhedsudvalget, der indstiller at der gives støtte som ansøgt. Forretningsudvalget støtter denne indstilling.
Løsning
Projektet bevilges støtte på 19.450 kr.
Økonomi
Pengene tages fra Pulje A, Bydelspuljen.