Mødedato: 20.06.2013, kl. 18:30
Mødested: Kulturhuset Pilegården, Brønshøjvej 17B, 2700 Brønshøj

Meddelelser

Haveforeningsadresser: februar bragte Inge Larsen et problem for Lokaludvalget, som handlede om, at politiet ikke var i stand til at finde frem til adresser i haveforeningen Birkevang. Sekretariatet har undersøgt problemets omfang hos politiet og i kommunen. Københavns Politi har i første omgang svaret, at de oplever, at der ofte ikke er korrekte oplysninger i de kortdatabaser, som de bruger. Og i kommunens Teknik- og Miljøforvaltning er man opmærksomme på problemet. Forvaltningen er repræsenteret i en arbejdsgruppe under Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, som skal hjælpe kommunerne med at fastsætte adresser til bl.a. kolonihaver. I hele København er der 4-5.000 kolonihaver, og heraf er det i øjeblikket faktisk kun de 1.339, der har adresser. Så der er et stykke vej endnu. Det er planen at kommunerne skal have fastsat adresserne med udgangen af 2015, så det er dette mål, som kommunens Teknik- og Miljøforvaltning, kontor for BBR og Boligregulering, arbejder henimod.

Kommunikation: Kommunikationsudvalget har holdt møde om Lokaludvalgets indslag på kulturdagen samt om synlighed. I forhold til lokaludvalgets synlighed blev drøftet nogle supplerende initiativer til de tiltag, som allerede bruges nu for at udbrede kendskabet til Lokaludvalget. Kommunikationsudvalget er opmærksomme på, at alle gode ideer til øget synlighed koster penge, og at det er en overvejelse, hvor mange penge man vil bruge på PR. I øjeblikket er kommunikationskanalerne disse: månedlig halvsides klumme i Brønshøj-Husum Avis, plakater/flyers for hvert arrangement, stofbannere i gadebilledet for udvalgte arrangementer, månedligt vægavis-nyhedsbrev til 35 LU-ambassadører, infostandere på bydelens 5 kulturinstitutioner, elektronisk nyhedsbrev, årlig husstandsomdelt bydelsavis, hjemmesider og facebook. Dertil kommer borgermøder og events, hvor Lokaludvalget er synligt.

Kommunikationsudvalget foreslår at undersøge muligheden for at få nogle store udendørs reklamer op at hænge centrale steder i gadebilledet. Der tænkes på et printet banner i en ramme, som det ses f.eks. på Frederikssundsvej ved smykkebutik/urmager (Lokalbolig), Bella Børnehus v/ Tuxenvej eller ved shelltanken. Andre steder kunne være Brønshøj Bibliotek ud til torvet eller Socialforvaltningens gavl ved Pilegården.

Pilegårdens venner: Lokaludvalget har en stående invitation til at vælge en repræsentant til brugerbestyrelsen Pilegårdens Venner.
I marts blev der valgt medlemmer til ”Pilegårdens Venner”: Ida Sloth Bonnevie, Anni Ørbæk og Helle Spangerup. I bestyrelsen sidder også leder af Pilegården, Mette Bøgelund, samt lederen af Kultur Nord, Jan Lindboe. Foreningens formål er at arbejde for at Kulturhuset Pilegården skal være et levende, dynamisk og åbent kulturtilbud i bydelen Brønshøj-Husum. Interesserede lokaludvalgsmedlemmer kan henvende sig til sekretariatet eller til Ida og få punktet sat på dagsordenen.


Meddelelser fra sekretariatet

Nye lokaler på 2. sal: sekretariatet flytter efter sommerferien til Pilegårdens lokaler på 2. sal. I den forbindelse bliver fagudvalgsformændene oprettet som brugere af Kulturhusets udvidede åbningstid og får med egen nøglebrik mulighed for adgang til mødelokalet nårsomhelst. Lokalerne indrettes med mødelokale med det blå mødebord til 10 pers, lille mødelokale til mindre møder (omkring 4 pers), kontorpladser, opmagasinering, eget køkken. Der er mere plads til samme husleje.

Status på digital puljeadministration: Center for Sikker By har længe arbejdet på et digitalt puljeadministrationssystem (puljeansøgninger via hjemmesiden). Systemet er nu klar til brug og er testet i Amager Vest Lokaludvalg. I Brønshøj-Husum tager vi det nye system i brug til ansøgningsrunden med fristen den 24. september. Primo august vil der være adgang til ansøgningssiden fra Lokaludvalgets hjemmeside samt findes en vejledning og gode råd til ansøgere. Sekretariatet er indstillet på ekstra rådgivning i den første tid, systemet kører.  

Beslutning

Social- og Sundhedsudvalget har haft besøg af Jørgen Hansen fra Ældrerådet, som har fortalt om det nye centrale ældreråd.

Ernst Sørensen har deltaget i møde om 'Røgfri København 2025'

Vera Rasmussen vil gerne være Lokaludvalgets repræsentant i brugerbestyrelsen Pilegårdens venner. Punktet kommer på næste dagsorden.

Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget har over e-mailen behandlet høring vedr. Københavns Kommunes sammenhængende børne- og ungepolitik, og foreslår følgende svar til forvaltningen:

"Revisionen af Børne- og Ungepolitikken er igangsat alene for at leve op til krav i Dagtilbudsloven og Serviceloven om at have en sammenhængende børnepolitik. Derfor opstiller revisionen af Børne- og Ungepolitikken ikke nye værdier og mål, og ej heller beskrivelser af nye handlinger eller aktiviteter.

På den baggrund har Brønshøj-Husum Lokaludvalg ingen bemærkninger til revisionen af Børne- og Ungepolitikken
."

Fagudvalgene vil gerne have besked om hvor deres møder i august skal holdes. Sekretariatet vil give besked om, hvor langt flytningen er i august, og hvor møderne skal holdes.
Til top