Mødedato: 20.02.2020, kl. 18:30
Mødested: Energi Center Voldparken, Kobbelvænget 65, 2. sal i køkkenet

Ansøgning om støtte til "Hønsehus med tilhørende redskabs/foderskur til Fælleshaven"

Indstilling

Formanden indstiller til Brønshøj-Husum Lokaludvalg, at

1. lokaludvalget træffer beslutning om at støtte "Hønsehus med tilhørende redskabs/foderskur til Fælleshaven" med 9.000 kr. af 2020-puljemidler.

Problemstilling

Tid, sted og indhold

Fælleshaven i Tingbjerg søger støtte til at opføre et hønsehus samt et redskabs- og foderskur i Fælleshaven i perioden februar til juni 2020. I forbindelse med hønsehuset oprettes et hønselaug, som beboere i Tingbjerg kan blive medlem af. Hønselauget vil have opstart i juni 2020, når hønsehuset er opført. Der er udarbejdet en etableringsplan angående rekruttering af medlemmer til lauget og forankring i området. Til opstarten af hønselauget knyttes to ansatte fra Tingbjerg Forums Helhedsplan, men det er hensigten, at hønsehuset skal være selvkørende og drives på egen hånd af hønselaugets medlemmer på sigt. Hønsehuset skal bygges af unge fritidsjobbere fra Ny Start.

Målgruppe, samarbejdspartnere og annoncering

Hønselauget kommer til at bestå af cirka ti medlemmer, som bor i Tingbjerg, samt to ansatte fra Tingbjerg Forum. Hønsehuset skal placeres i Fælleshaven, som er åben for alle Tingbjergs beboere. Ansøger forventer, at det primært vil være familier med børn, der vil have glæde af at se på hønsene. Derudover inddrages fire-fem fritidsjobbere fra Ny Start til at opføre hønsehuset. Ansøger samarbejder med Tingbjerg Forum og Ny Start. Der annonceres for at være med i hønselauget gennem Fælleshavens netværk blandt beboere i Tingbjerg samt på en plakat på ved Torvet i Tingbjerg.

Budgetoverblik

Ansøgt beløb: 9.000 kr.
Forventede udgifter: 10.000 kr.
Forventede indtægter: 1.000 kr.

Projektet rummer udgifter til materialer til indhegning, hønsehus og foderskur. Der er et deltagergebyr for de ti medlemmer af hønselauget. Derudover bidrager medlemmerne med frivillig arbejdskraft, og Tingbjerg Forum og Ny Start bidrager med medarbejdertimer samt fritidsjobbere til at bygge.

Bemærkning fra sekretariatet

Sekretariatet har bedt ansøger om at uddybe sammenhæng mellem projektets udgifter og indtægter. Ansøger oplyser, at projektets udgifter er budgetteret til 10.000 kroner, og ikke 9.000 kroner, som angivet i ansøgningen. Derudover oplyses, at ansøger arbejder som studentermedhjælper i Den Boligsociale Helhedsplan i Tingbjerg og Utterslevhuse og primært er tilknyttet Fælleshaven.

Tidligere tilsagn

Fælleshaven i Tingbjerg fik i juni 2018 tilsagn om støtte fra lokaludvalget til opførelse af et hønsehus. Projektet blev dog trukket tilbage af ansøger, da det ikke var muligt at få frivilliggruppen omkring hønsehuset op at stå.

Løsning

Ansøgningen har været behandlet i Social- og Sundhedsudvalget (SOSU), som indstiller til støtte på 9.000 kr. som ansøgt. Forretningsudvalget (FU) støtter denne indstilling under forudsætning af, at der snarest muligt oprettes et hønselaug, som er ansvarlig for drift af hønsehuset samt at passe hønsene.

Økonomi

Pengene tages fra Pulje A, Bydelspuljen.

Beslutning

Indstillingen blev drøftet.

 

Der er bekymring for, om hønsehuset vil tiltrække rotter.

 

Afstemning:

Følgende stemmer for at bevilge støtte: Jarl, Palle, Ernst, Mette, Ida, Stine, Elsebeth, Mikkel, Sune, Martin, Pernille, Torben, Christoffer, Lis.

Følgende stemmer imod at støtte projektet: Sabah, Freddy.

Følgende undlader at stemme: Kirsten.

 

Der er flertal for at støtte projektet.

 

På baggrund af ovenstående afstemning støttes "Hønsehus med dertilhørende redskabs/foderskur til Fælleshaven" med 9.000 kr.

Til top