Mødedato: 19.12.2013, kl. 18:30
Mødested: Kulturhuset Pilegården, Brønshøjvej 17B, 2700 Brønshøj

Borgermøde om skybrudsplaner

Miljøudvalget og Byudviklingsudvalget foreslår at Lokaludvalget afholder et borgermøde om de relevante skybrudsplaner, som er i høring

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller til Brønshøj-Husum Lokaludvalg,

1. at Lokaludvalget afser 8.000 kr. til afholdelse af et borgermøde 6. januar om skybrudsplaner

Problemstilling

Center for Park og Natur har sendt to skybrudsplaner i høring, som begge vedrører Brønshøj-Husum. I den anledning foreslås det, at Lokaludvalget afholder et skybrudsinformationsmøde mandag den 6. januar 2014.

Syv vandoplande med hver sin skybrudsplan
To skybrudsplaner vedrører bydelen. Den ene skybrudsplan vedrører Brønshøj fra Åkandevej til Utterslev samt Tingbjerg. Den anden plan vedrører Husum. Årsagen til at der er to planer er at København er inddelt i en række vandoplande, der er baseret på, hvordan vandet grundlæggende bevæger sig. Skybrudskonkretiseringsplanerne kommer med forslag til, hvordan vi i tilfælde af skybrud får ledt vandet væk fra kloakker og kældre via en række forskellige anlæg på gadeniveau.

Når de i alt syv skybrudsplaner, som dækker hele byen, har været i høring, skal den samlede plan for Københavns vandoplande brydes op i 40 delprojekter, og prioriteres i forhold til, hvor man får den største effekt. Detailprojekterne vil blive til genstand for borgerindragelse/høring i takt med, at de skal realiseres.

Høringsproces
I forbindelse med udarbejdelsen af de skybrudskonkretiseringsplaner som er i høring, har det været meningen at lokaludvalgene skulle inddrages undervejs af Center for Park og Natur (CPN). Det er dog ikke sket i Brønshøj-Husum, selvom bydelen fylder op mod 30% af det område som omhandles i planen ”Skybrudskonkretisering Bispebjerg, Ryparken og Dyssegård.” I Bispebjerg blev afviklet et møde den 3. december.

I forbindelse med den anden plan, som hedder ”Skybrudskonkretisering København Vest, har der i december været afholdt et formøde inden CPN's planlagte borgermøde den 15. januar i Vanløse Kulturstation. 

CPN's borgermøde i Vanløse vil dog sandsynligvis være domineret af vanløseborgernes store engagement i Damhusengen og Harrestrup Å. Ti medlemmer af Lokaludvalgets Miljøudvalg og Byudviklingsudvalg har derfor drøftet, hvorledes vi kan engagere borgerne i Brønshøj-Husum til i at forholde sig til de to skybrudskonkretiseringsplaner. Forslaget er, at Lokaludvalget i samarbejde med CPN arranger et informationsmøde/borgermøde, hvor begge planer behandles. 

Borgermøde 6. januar
Borgermødet planlægges afholdt i Kulturhuset Pilegården eller et andet egnet sted mandag den 6. januar fra kl. 19-21. Borgermødet vil bestå af dels indlæg fra Center for Park og Natur og herefter vil repræsentanter for Lokaludvalget komme med oplæg omkring hvordan man med bydelsplanprojektet ”Blå bånd i Brønshøj-Husum” ønsker at fremme borgerdrevet innovation i udformningen af et eller flere konkrete skybrudsanlæg. Endelig skal det på mødet gøres klart hvordan en køreplan for både de to sæt høringssvar ser ud, og i forhold til De blå bånd i Brønshøj-Husum.
 
Center for Park og Natur har givet tilsagn om at medvirke den 6. januar med de to projektledere fra de to vandoplande/ skybrudskonkretiseringsplaner, Jens T. Jensen og Peter Andreas Heiberg, samt med områdechef Lykke Leonardsen, som vil fortælle om det politiske opdrag, skitsere den videre proces og svare på generelle spørgsmål.

Videre poces frem mod borgermødet
- Udarbejdelse af temaside på www.2700lokaludvalg.dk (uge 50)
- Programmet udarbejdes og sendes til alle grundejerforeninger, vejlaug, boligforeninger mv (uge 51)
- Presseomtale og annonce i nytårsudgaven af Brønshøj-Husum Avis (uge 1)
- Borgermøde den 6. januar

Skybrudsplanerne findes på www.blivhoert.kk.dk.

Løsning

Lokaludvalget beslutter at holde et borgermøde og afse 8.000 kr. til det.

Økonomi

Budgetrammen er på 8.000 kr. til annoncering (5.000 kr.) samt forplejning og diverse (3.000 kr.).

Beslutning

Indstillingen blev tiltrådt.
Til top